Gå til hovedindhold

Om KosMuS

Kort fortalt

Her på siden kan du læse mere om baggrunden for KosMuS-projektet, og hvilken slags informationer vi indsamler.

Baggrunden for projektet

Mange af Scleroseforeningens medlemmer med multipel sclerose (MS) oplever, at kost kan påvirke symptomer og sygdomsaktivitet. Der findes desuden en række forskellige diæter udviklet særligt til MS, men indholdet i disse diæter er i flere tilfælde modstridende, og der er stadig meget lidt videnskabelig viden om kost inden for MS-området. Derfor har Scleroseforeningen igangsat KosMuS-projektet, som i løbet af de næste tre år skal forsøge at kortlægge sammenhænge mellem kost og oplevet sygdomsaktivitet blandt deltagere med MS. Der indsamles også informationer om bl.a. fysisk aktivitet og stress.

Hele projektet er baseret på informationer, som indsamles af deltagerne. Der bliver udviklet en app, som deltagerne i en periode vil skulle bruge til at registrere bland andet hvad de spiser, fysisk aktivitet og informationer om helbred.

Målet er at skabe et meget stort datasæt, hvor vi kan anvende nye metoder for behandling af big data til at finde sammenhænge mellem kost, fysisk aktivitet, stress og oplevet sygdomsaktivitet blandt deltagere med MS.

Projektet gennemføres som et tre-årigt erhvervsPhD-forløb af Scleroseforeningen i samarbejde med Københavns Universitet (Sundhedsvidenskabeligt Fakultet, Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Proteinforskning).

 

Data som indsamles

KosMuS-projektets primære formål er at undersøge sammenhænge mellem kost og oplevet sygdomsaktivitet blandt mennesker med MS. Det kan dog være vanskeligt at undersøge kost alene. Vi ved, at parametre som f.eks. søvn, stress og fysisk aktivitet kan påvirke hvad vi spiser, men der er også muligt at de samme tre parametre kan påvirke sygdomsaktiviteten i MS. Derfor samler vi mange informationer, som ikke direkte er kost eller sygdomsaktivitet, men som vi har brug for at kunne kontrollere for, når vi undersøger sammenhænge i forhold til kost. Disse data vil også kunne bruges til at undersøge sammenhængen i vores datasæt mellem ændringer i sygdomsaktivitet og hvert af de andre parametre direkte.

Nedenfor kan du se en liste over, hvad der samles ind af informationer gennem spørgeskemaerne, samt de to apps, FatSecret og Moves. 

Liste over data