Gå til hovedindhold

Rehabilitering skal sikre et godt liv på trods af sygdom

Kort fortalt

Rehabilitering skal sikre, at mennesker, som mister funktionsevne på grund af sygdom eller ulykke, kan leve et så selvstændigt og normalt liv som muligt.

Du har ret til rehabiliteringstilbud hvis du har nedsat funktionsevne pga. sclerose.

Rehabilitering er mange ting

Rehabilitering dækker over en lang række forskellige indsatser som fx forebyggelse, træning, personlig og praktisk hjælp, hjemmehjælp, sygedagpengeopfølgning, specialundervisning mv. Rehabiliteringsindsatsen har fokus på personens fysiske, psykiske og sociale situation og hvad der skal til for at opnå et meningsfuldt hverdagsliv for den enkelte. Den største del af rehabiliteringsindsatsen foregår i kommunerne.

Fysioterapi

Fysioterapi er ofte meget relevant for mennesker med sclerose. Fysioterapi kan både bestå i vejledning om hvordan og hvor meget, du bør træne, men det kan også være mere specifikt fokuseret på de fysiske problemer, som du måske oplever. Hvis du har sclerose og oplever varige fysiske funktionsnedsættelser, har du ret til vederlagsfri fysioterapi. Det vil sige, at du ikke selv skal betale for behandlingen. Du kan læse mere om dine rettigheder angående vederlagsfri fysioterapi i Scleroseforeningens patienthåndbog.

Du kan finde fysioterapeuter med særlig viden om sclerose her.

På denne side kan du læse mere om fysisk træning og sclerose.

Sclerosehospitalerne

Som person med sclerose kan du komme på rehabiliteringsophold på et af Danmarks to sclerosehospitaler. Hospitalerne tilbyder specialiseret rehabilitering og behandling til alle mennesker med sclerose. Når du bliver indlagt på et sclerosehospital, får du et behandlingsprogram, som er baseret på dine individuelle ønsker og behov.

På sclerosehospitalet kan du møde disse behandlere:

  • Neurologer
  • Neuropsykologer
  • Psykologer
  • Sygeplejersker
  • Social- og sundhedsassistenter
  • Sygehjælpere
  • Fysioterapeuter
  • Ergoterapeuter
  • Socialrådgivere
  • Klinisk diætist
  • Ernæringsterapeuter

Din neurolog eller din praktiserende læge kan henvise dig til ophold på et sclerosehospital.

Læs mere om sclerosehospitalerne på deres egen hjemmeside.

Praktisk hjælp

På vores sider om rettigheder og lovgivning kan du læse mere om hvilken hjælp du kan få fra kommunen til at opretholde et så normalt hverdags- og familieliv som muligt.