Gå til hovedindhold

Årsmøde 2019

Scleroseforeningens direktør deltog i årsmødet for foreningens lokalafdeling Vejen
Udover et spændende indlæg fra direktørstolen blev Klaus Høm også valgt som dirigent på årsmødet

"Kom og hør giraffen" var overskriften på indkaldelsen til årsmødet i Scleroseforeningens Lokalafdeling Vejen. Giraffen var foreningens direktør Klaus Høm, og han trak 33 medlemmer af huse, hvilket også er en rekord for lokalafdelingen.

Medlemmerne hørte en meget engageret direktør blandt andet fortælle om kampen med Medicinrådet for at få godkendt medicinen Ocrevus til de patienter med sclerose, der betegnes som primær progressive. Medicinrådet mente, at prisen for Ocrevus set i forhold til virkningen - den kliniske merværdi - var for stor. 
-Når der er tale om en gruppe af patienter, som der slet ikke fandtes nogen behandling til, så er en diskussion om lille eller stor klinisk merværdi ligegyldig, sagde Klaus Høm og fortsatte. -Det kunne  kun gå for langsomt med at få godkendt behandlingen, så patienterne kunne få gavn af den. Og den var jo godkendt af det Europæiske lægemiddelagentur.

Scleroseforeningen rejste sagen politisk og i medierne, hvor Medicinrådet blandt andet fik en kørestol i julegave og hilsener fra 7500 danskere, der protesterede mod Medicinrådets sagsbehandling, og i december måned godkendte rådet endeligt medicinen efter næsten et års sagsbehandling.

På årsmødet var der genvalg til kassereren Preben Rechnagel, Rødding ,  og til bestyrelsesmedlemmerne Niels Peter Gregersen, Rødding og Bente Glad,  Gejsing.
Der var også genvalg som suppleant til Eva Møllegaard Pedersen, Jels. Dorthe Pihl, Vejen blev nyvalgt som suppleant i stedet for Eva Gregersen, Holsted, der ikke ønskede genvalg. Endelig blev Jens Gregersen, Rødding genvalgt som revisor.

Eva Gregersen fik blomster som tak for hendes indsats som suppleant.