Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os

Vandladningsforstyrrelser

Otte ud af ti patienter med sclerose har vandladningsforstyrrelser på et eller andet tidspunkt i deres sygdomsforløb, og seks ud af ti har det vedvarende

Patienter med sclerose beskriver ofte deres vandladningssymptomer som den værste del af deres sygdom. Heldigvis er vandladningssymptomerne ikke et tegn på sygdom i nyrerne eller blæren og risiko for påvirkning af disse organer er særdeles lille.

Årsagen til vandladningsforstyrrelserne

Ved sclerose bliver nerveforbindelsen mellem hjernen og rygmarven forringet. Dette kan betyde problemer med at kontrollere blærefunktionen. Signalerne fra hjernen til blæren når ikke frem. I stedet overtages styringen af centre i rygmarven. Gennem baner herfra opstår der sammentrækninger af blæren via en refleks, der udløses automatisk selv ved små mængder i blæren. Dette giver hyppige vandladninger, ofte dårlig blæretømning og til tider ufrivillig vandladning.

Symptomer ved vandladningsforstyrrelser

Symptomerne er:

  • pludselig, bydende vandladningstrang, som ikke lader sig undertrykke
  • hyppige vandladninger - abnorm stigning i frekvensen af vandladninger
  • urin-inkontinens
  • problemer med at starte vandladningen
  • afbrudt vandladning og fornemmelse af ufuldstændig blæretømning

Læs om behandling af vandladningsforstyrrelser her

Senest opdateret: d. 8 november 2015