Mød dit unikke selv gennem drama og dialog

Fokus på holdet er din personlige fortælling om et liv med MS og dine forestillinger om, hvad det gode liv fremover indeholder for dig. Gennem drama, musik og dialog udvider vi nænsomt grænserne for, hvad du tror, du kan og ved om dig selv.

Mød din unikke kraft og uudfoldede evner fra en teaterscene og i dialog med ligesindede og lær at komme ud over rampen med dit personlige udtryk og gennemslagskraft. Med levende musik, legende improvisation og dialogiske øvelser udfoldes din personlige historie i et trygt, fortroligt og inspirerende rum. Et rum hvor du kan prøve dig selv af og få færdigheder for livet. De personlige fortællinger fra drama/musik-gangene bliver afsættet for en fælles eksistentiel udveksling af tanker i to dialoggange. Sidste gang vil være en forestilling baseret på processens personlige fortællinger.

Holdet udbydes i samarbejde med Københavns Universitet, som en del af et forskningsprojekt. Projektet undersøger brugen af drama, musik og filosofisk dialog som et redskab til at arbejde med sig selv i meningsskabende fællesskaber for at kaste lys på, hvad det gode liv er for dig. Projektets formål er tillige at nedbryde stigmatiseringen af unge voksne med en sygdom som multipel sclerose og skabe samfundsmæssig debat om trivsel og inklusion. Projektet består af to hold: unge voksne med CP (afholdt i foråret 2024) og unge voksne med MS. Projektet støttes af Scleroseforeningen, BeckettFonden og Aase og Ejnar Danielsens fond.

Forskningsprojektet ledes af seniorforsker Jeanette Bresson Ladegaard Knox ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet. Instruktør og skuespiller Lotte Arnsbjerg leder det kunstneriske forløb. Musiker og komponist Christoffer Høyer leverer musikken. Filosofisk facilitator David Mark Larsson står for de to dialoggange. Projektet følges af filmskaber Esben Frese, som laver en dokumentar om projektets to hold.

Hjælpere og hjælpemidler er ingen hindring. Alle erfaringsverdener er velkomne.

Vi arbejder bevidst med at skabe rammer for, at mennesker mødes på tværs af differentierende skel.

Har du lyst til at deltage?

Du kan deltage i projektet, hvis du er mellem 20-35 år og har sclerose.

Datoer: den 30. oktober, den 6., 13. 20., 27. og 28. november samt den 4. og 10. december 2024 kl. 16:00-18:30. Sidste mødegang den 11. december er kl. 19:00-21:00 på et teater i København.

Mødegange: 9

Sted: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17, 2700 København (lokale oplyses senere)

Tilmeldingsfrist: den 15. oktober 2024. Max. 10 deltagere. Det er gratis at deltage.

Tilmelding eller hvis du har spørgsmål: kontakt Jeanette på e-mail: knox@sund.ku.dk eller telefon 22928808.