Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os

Underdiagnoser

Udover Sclerose dækker Scleroseforeningen også enkelte lignende diagnoser. Læs om dem her

Neuromyelitis Optica (NMO):
NMO kaldes også Devic’s sygdom. Indtil for få år siden anså mange NMO for at være en undertype af sclerose. Forskning har dog vist, at der er tale om en selvstændig sygdom, der opstår på en anden baggrund end den, man ser ved sclerose. NMO skyldes  hos de fleste, at immunsystemet danner antistoffer, der genkender en undertype af celler i nervesystemet, der hedder astrocytter. Dette fører til beskadigelse af astrocytterne, og udløser en betændelsesreaktion, der fører til sekundære skader på nervefibre og deres beskyttende lag af myelin. NMO rammer i særlig grad synsnerverne og rygmarven, og giver derfor særlig problemer med nedsat syn eller lammelser i arme og ben. Sygdommen kan have et meget voldsomt forløb med svære og langvarige attakker. Til gengæld rammer den sjældnere hjernen på samme måde som sclerose, og hos de fleste kan sygdommen kontrolleres effektivt med immundæmpende medicin.
Der er cirka 200 patienter i Danmark med NMO, og der kommer formentlig 20-25 nye tilfælde om året.  

 

Akut Dissemineret Encefalomyelitis (ADEM):
ADEM rammer primært små børn - som regel under ti år - men kan også ramme voksne. ADEM ligner sclerose ved, at den også rammer myelinskederne, det vil sige isoleringen af nervefibrene i hjernen og rygmarven. Sygdommen kan ligne sclerose, men har som regel et helt andet forløb. Ofte opstår ADEM nogle dage eller få uger efter en infektion med feber. Man mener, at infektionen udløser en forbigående autoimmun reaktion, hvor kroppens immunforsvar angriber myelinskederne. Sygdommen kan være voldsom og udløse lammelser og synsforstyrrelser, men den går som regel over af sig selv, og de fleste får det bedre efter nogle uger. Normalt viser sygdommen sig kun én gang, men hos små børn kan ADEM være et første symptom på sclerose.
ADEM er en sjælden sygdom.
Det skønnes, at der i Danmark er omkring 20-40 tilfælde om året.

Læs mere om ADEM her

 

Udover disse findes der også andre varianer: 

  • Schilders sygdom
  • Balos sygdom
  • CIS
  • Transversal myelitis

 

Senest opdateret: d. 4 maj 2017