Hvornår blev din mor diagnosticeret med sclerose?

Min mor, søster og jeg var i Tyskland i oktober 2005. På vej hjem sagde min mor, at hendes arm sov, og at det var hårdt for hende at holde rattet. Jeg var 16 år, og jeg kan ikke huske, at min mor nogensinde havde været syg inden da. Ikke engang med influenza. Tre uger senere blev hun tilset af en neurolog, og hun blev diagnosticeret med sclerose. Fra den dag var min mors liv forandret.

Hvordan reagerede du?

Min mors diagnose vendte op og ned på livet, som jeg kendte det. Jeg var næsten lige startet i 1.g, og min mor var den, der gjorde hverdagen stabil. Pludselig var hun hele tiden træt, og hun havde ikke lyst til at komme ud. Jeg havde aldrig hørt om sclerose før, og jeg var bange for at miste min mor. Jeg blev ofte hjemme fra skole og meldte mig syg fra mit arbejde, så jeg kunne være hjemme. Så sad jeg på mit værelse, men følte alligevel, at jeg var tæt på, og at jeg kunne være der, hvis hun havde brug for det.

Hvordan har sclerose påvirket jeres forhold?

Min mor og jeg har altid været tætte, men da hun fik sclerose, blev vi endnu mere tætte. Jeg var med på sygehuset og til lægesamtaler, og jeg var med, da hun skulle lære at tage injektioner. Men der var også ting, jeg begyndte at fortie. Jeg fik for eksempel et stigende fravær i skolen, men det lykkedes mig at ordne med skolen uden mine forældres involvering.

Hvad beundrer du mest ved din mor? 

Min mor er det stærkeste menneske, jeg kender, og hun har en kæmpe viljestyrke. Hun gik rigtig dårligt, men fik alligevel trænet sig op til at deltage i et utal af kvindeløb sammen med mig. Hun nægter at lade sygdommen styre hende, og hun er i stand til at være en fantastisk mormor for mine to drenge og reservebedste for min brors to børn. Hun ved, at en dag med hendes børnebørn kan koste hende tre dage, hvor hun har svært ved at gå, men hun bruger dagen sammen med børnebørnene alligevel. Hun har viljen til at træne – også når det gør ondt, og når hun ikke har lyst. Jeg er sikker på, at det er derfor, hun trods alt har det så godt, som hun har. Hun giver aldrig op, men træffer hver dag beslutningen om at kæmpe for det liv, hun gerne vil have. Selvom hun ved, hun har en ulig modstander i sygdommen.