Gå til hovedindhold

Træning giver dig styrke på mange måder

Kort fortalt

Nye forskningsresultater peger på, at det for de fleste mennesker med sclerose vil være gavnligt med fysisk træning

I dag mener man, at træning er gavnligt for mennesker med sclerose. Men det er vigtigt, at du med sclerose lytter til din krop og dine lyster, fortæller idrætsfysiolog Ulrik Dalgas.

I mange år frarådede man mennesker med sclerose at dyrke fysisk træning. Man mente, at træning kunne forværre sclerosen. I dag har man den stik modsatte opfattelse- træning er godt for dig med sclerose!

træning

Træn, øg din styrke og mindsk din træthed

"Gennem de sidste 15 år er der kommet rigtigt mange undersøgelser inden for det her felt, og nu ved vi, at mennesker med sclerose faktisk får det bedre af at træne. De føler selv, at de bliver mindre trætte efter et stykke tid, men målinger viser også, at deres styrkeniveau bliver bedre efter bestemte former for træning," siger Ulrik Dalgas, der er specialiseret i træning for mennesker med sclerose og idrætsfysiolog på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

I mange år frarådede man mennesker med sclerose at dyrke fysisk træning. Man mente, at træning kunne forværre sclerosen. I dag har man den stik modsatte opfattelse- træning er godt for dig med sclerose!

Du får mange fordele ved at træne 

Der er mange fordele ved at træne og styrke din fysik som person med sclerose. Det hjælper dig til at håndtere symptomer af din sclerose ved for eksempel at dæmpe spasticitet og styrke din gangfunktion. Og så er der jo de generelle helbredsfordele ved at træne. 

"Motion har en positiv effekt på livsstilssygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme- og det er så sandelig også interessant for mennesker med sclerose," siger Ulrik Dalgas.

Skrædersyet træning er bedst for dig

Overordnet set mener man altså nu, at fysisk træning er godt for alle. Men som med alt andet er det sådan, at træning er mest optimal, hvis den skræddersys til den enkelte.

"Man kan sagtens komme til at lave noget træning, som skader mere, end det gavner. Men langt de fleste kan lave noget, som vil gavne. I øjeblikket er vi ved at lave en undersøgelse på Sclerosehospitalet i Ry, hvor vi træner nogle af de mennesker der kæmper mest med sclerose for at se, om de også har glæde af træning. For selv hos den gruppe tyder det på, at der er et træningspotentiale, der kan udnyttes," siger Ulrik Dalgas.

En fysioterapeut kan hjælpe dig i gang

Ulrik Dalgas' råd er, at du som person med sclerose allierer dig med en fysioterapeut, hvis du har svært ved at komme i gang med at træne. Det vil være godt, hvis fysioterapeuten kender til sclerose, så han/hun kan finde den bedste træningform for dig - dysioterapeuten vil som regel gerne tage med dig i træningscenteret, hvis det er den form for træning, man vil igang med.

"Instruktører i et fitnesscenter laver generelle programmer til raske mennesker, men de har ikke en særlig viden om at tilpasse træningen til folk med særlige problemer," siger Ulrik Dalgas.

Du oplever måske udfordringer som at du for eksempel bliver overophedet, når du træner- netop her vil en fysioterapeut kunne hjælpe med tips om, hvordan du kan slippe af med dine udfordringer under din træning. 

Træn sjovt og drop præstationsræset 

Ulrik Dalgas understreger, at fysisk træning ikke kun er noget, der foregår i et motionscenter. Det vigtigste er, at du finder på noget at lave, som motiverer dig:

"Hvis du synes, det er sjovere at gå til håndbold eller tage en tur i skoven, så er det også fint. Det vigtigste er, at man lever et aktivt liv, og at man ikke afskærer sig fra at røre sig, fordi man synes, at det er dødssygt at styrketræne.Træning er jo en vane, man helst skal opretholde hele livet, så man skal synes, det er sjovt at røre sig."

Der er ingen grund til ekstrem træning

Du behøver derfor ikke på nogen måde at dyrke ekstreme træningsformer!

"Du kan godt sætte dig ambitiøse mål, hvis du er en fysisk velfungerende person med sclerose. Men for langt de fleste - uanset om man har sclerose eller ej – er det en alt for voldsom belastning med for eksempel daglige maratonløb, så den kategori af udfordringer vil jeg som idrætsfysiolog ikke råde nogen til at give sig i kast med- slet ikke, hvis du har sclerose," siger Ulrik Dalgas.

Træning kan give dig mere overskud i hverdagen 

Derfor skal du ikke lade sig slå ud af, at du bliver mere træt og øm i musklerne til at starte med.

Ulrik Dalgas og hans kolleger oplever ofte, at folk klager over, hvor stor en belastning træningen er i starten. De føler sig enormt trætte. Men allerede efter et par uger har de vænnet sig til at træne og udfordre sig selv- de oplever ikke længere træthed i forbindelse med træningen. De siger tværtimod, at de får mere overskud i hverdagen.

Få psykiske fordele

Du skal derfor ikke være bange for at presse dig selv lidt i starten, du vænner dig hurtigt til træningen! Ulrik Dalgas fortæller endda, at du kan få psykiske fordele ved at træne:

"Træning er en af de ting, hvor man som patient selv kan gøre noget. Følelsen af at tage ansvar og gøre noget godt for dig selv fører ofte til en positiv psykisk effekt, som du ikke skal undervurdere"

Derfor blev træning opfattet som skadeligt før i tiden

Nogle personer med sclerose oplever synsforstyrrelser, balanceproblemer og nedsat styrke. Men bliv ikke skræmt- man ved i dag, at den slags symptomer forsvinder jo længere ind i træningen, du kommer.

"Undersøgelser viser, at symptomforværrelser forsvinder cirka en halv time efter, du er færdig med træningen. Det er altså noget midlertidigt, og meget tyder samtidig på, at symptomforværrelserne bliver svagere, når du har vænnet sig til at træne. Det er altså ikke noget, der på nogen måde er farligt," siger Ulrik Dalgas.