Top-scleroseforsker Nasrin Asgari: “Kvindelige forskere må gøre deres arbejde så godt, at de bliver umulige at overse

Multiple Sclerosis International Foundation (MSIF), som Scleroseforeningen og 46 andre scleroseforeninger rundt om i verden er medlem af, giver i år ordet til kvindelige MS-forskere i hele verden i forbindelse med Kvindernes Internationale Kampdag.

”Kvinder udgør kun omkring 30 procent af verdens forskere, og der er begrænset kvindelig repræsentation på seniorniveau indenfor MS-forskning. Det er derfor tid til at italesætte ubalancen mellem kønnene og sætte fokus på kvindernes synlighed,” skriver MSIF.

Nasrin Asgari er en af de danske, kvindelige topforskere, der har betydet meget for scleroseforskning, og i løbet af hendes mangeårige karriere, er der kommet over hundrede videnskabelige publikationer fra hendes hånd.

I dag er hun overlæge, professor og forskningsleder ved neurologisk afdeling på Slagelse Sygehus og tilknyttet Institut for Regional Sundhedsforskning og Institut for Molekylær Medicin ved SDU, hvor hun igennem årene har forsket i autoimmune sygdomme i centralnervesystemet – herunder synsnervebetændelse, multipel sclerose og andre scleroselignende sygdomme (blandt andet det, der hedder NMOSD og MOG-associeret sygdom, red.)

Og så har Nasrin Asgari sat fokus på den ulighed, der findes mellem mandlige og kvindelige MS-forskere. Blandt andet da hun i 2018 sammen med 98 andre kvindelige forskere fra hele verden var med til at råbe branchen op med et åbent brev om kønsulighed i MS-forskning, der blev bragt i det anerkendte tidsskrift ’Annals of Neurology’.

En af de vigtige pointer om ulighed, som brevet fremhævede, var, at kvinder historisk set har været underrepræsenteret inden for scleroseforskning – en tendens, der også er tydelig i dag. Underrepræsentationen ses blandt andet i forbindelse med publikationer, ved større faglige møder og i kliniske forsøg, der er sponsoreret af medicinalindustrien, som tilgodeser bestemte akademiske grupperinger. Men hvor langt er vi nået i dag, når det kommer til ligestilling? Og gør det en forskel for de forskningsresultater, der kommer?

Nasrin Asgari, er der ligestilling blandt de mennesker, der forsker i sclerose?

Vi er der ikke helt endnu. Der er en manglende opmærksomhed på kvindelige MS-forskere på trods af deres store indsatser. Der er stadig eksempler på, at det er mandlige forskere, der bliver fremhævet – også i de tilfælde, hvor der findes en kvindelig forsker, der har gjort det fremragende. Årsagen til at bedrive scleroseforskning skal være, at man ikke kan lade være, fordi det største ønske er at gøre en forskel for de mennesker, der lever med sygdommen. Derfor skal vi nok også blive bedre til at møde hinanden uden forudindtagethed, for på den måde vil det være kvaliteten af forskningen og motivationen bag, der bliver den afgørende målestok. Mit råd er, at man som kvindelig forsker ikke skal se det som en personlig kamp. Alle må i stedet sige: ”Okay, der skal være plads til alle, og så må vi gøre vores arbejde så godt, at vi bliver umulige at overse”.

Tror du, det betyder noget for resultaterne i MS-forskningen, om det er en kvinde eller en mand, der er nået frem til dem?

Det kan man ikke svare entydigt på, men jeg oplever, at kvinder ofte er gode til at se perspektiver og har stor rummelighed – og nogle gange er vi måske også bedre til at kommunikere med patienterne. Jeg vil egentlig helst undgå at gøre forskel på kønnene, for om man er en god læge eller forsker afhænger ikke af, om man er mand eller kvinde. Det afhænger af, at man kan drage empati og omsorg for andre mennesker. Mange ledende magtpositioner ligger stadig overvejende hos mænd, og den fordeling kunne godt være mere lige, så man tiltrækker en mere lige fordeling af kønnene. Topposter inden for MS-forskning og forskning over en bred kam, skal altid være baseret på kvalitet og kompetencer.

Hvorfor betyder ligestilling i MS-forskning noget for dig?

Det betyder meget for mig at være med til at støtte og motivere kvinder i MS-forskning og forskning generelt. Jeg mener, det er vigtigt, at vi kvinder, der sidder i forskningsledende funktioner, husker på det, vi selv har gået igennem, som ikke kun har været nemt. Men jeg oplever en positiv udvikling lige nu. På Syddansk Universitet er der for eksempel i dag mulighed for, at kvindelige seniorforskere og professorer mødes og diskuterer de udfordringer, de oplever. Så der er mere opmærksomhed på ligestilling i forskningsverdenen nu, end der har været tidligere. Jeg tror på, at ligestillingen vil blive hjulpet på vej af, at vi bevæger os væk fra et fokus på køn og begynder at se længere ind – hvem er den enkelte forsker og menneske, og hvordan kan personen bidrage?

Gør du andet for at sætte fokus på kvinder i MS-forskning?

Jeg er en del af et stort international netværk, der hedder ’International Women in Multiple Scleroses’ (iWiMS). Vi udelukker ikke mænd, men det er skabt med henblik på at samle kvindelige forskere fra hele verden, og vores fokus er på MS og MS-lignende sygdomme. I løbet af et år holder vi flere internationale møder, hvor vi blandt andet diskuterer det, vi har på hjerte. Der bliver også holdt foredrag, og der er mulighed for vejledning og støtte til de yngre forskere. Et af de vigtigste formål er at støtte og motivere unge kvindelige forskere, så de ikke opgiver forskningen, før de rigtigt kommer i gang.

Hvilke udfordringer synes du især, man kan møde som kvindelig forsker?

Det kan være svært at stå i spidsen som kvinde, fordi der kan være flere parametre, vi skal forholde os til. Vi skal for eksempel forholde os til, hvordan vi definerer os selv, måske også hvilket tøj vi iklæder os, og mange tænker nok lidt mere over deres generelle adfærd. En dag bliver det måske sådan, at man bare kan hvile i sig selv, uden at overveje om det kan have betydning for, hvordan man bliver opfattet i forskningssammenhæng. Personligt forsøger jeg altid at være mig selv.

Hvad har du fokus på lige nu ift. ligestilling på MS-området?

Jeg har fokus på at motivere kvinder. Derudover mener jeg, at det i forskningsverden er vigtigt, at vi husker at gøre det klart, at der er plads til det helt almindelige liv. Vi skal for eksempel anerkende, at det er helt almindeligt at have en familie og prioritere familielivet. Det hele hænger sammen – hvem man er privat og på sit arbejde, alsidigheden er vigtig. Når mine mandlige kollegaer går på barsel, så roser jeg dem også altid, for man skal passe på sin familie og på sin kærlighed. Det bliver man ikke en dårligere MS-forsker af. Tværtimod.