”Livsglæde, er det første ord, der springer op i mig”.

Sådan lyder det fra Elisabeth Dalsgaard, instruktør og konceptudvikler bag MS Ballroom Fitness, når hun skal forklare, hvad hendes danseundervisning for sclerosepatienter går ud på.

”Det handler om at finde ud af, at man stadig godt kan danse noget, selvom man ikke kan danse som før, man fik sygdommen. Det er bedre at gøre lidt end ingenting. Og musikken får lykkeendorfinerne til at danse om kap inde i kroppen.”

Elisabeth Dalsgaard er konceptudvikler og driver firmaet Swingtime. Sidste år udviklede hun i samarbejde med Sclerosehospitalet et online danseseminar, hvor Scleroseforeningens medlemmer kunne danse med hjemme i stuerne.

I september 2021 uddannede hun de 20 første MS Ballroom Fitness-instruktører i Jylland, der med tiden skal undervise patienter ude i lokalforeningerne.

Og for et par måneder siden underviste hun sit første sclerose-dansehold med 30 deltagere i Dronningens Ferieby i Grenaa.

”Vi havde simpelthen en fest i fem dage. Nogle deltagere var afsted selv og andre havde pårørende med. Vi dansede tre timer om dagen. Nogle sad i kørestol, men endte med at komme op og stå. Og andre dansede med gangstativ og røg ud på gulvet uden rollator den sidste aften,” siger Elisabeth.

Dansetræningen er opdelt i tre skræddersyede niveauer inspireret af Sclerosehospitalets rehabiliteringstilbud for sclerosepatienter: der er et niveau for dem, der er siddende, de stående med støtte og dem, der er gående.

”Der er dem, der sidder bundet til en stol og dem, der stadig kan hoppe rundt. Så stort et niveauspring har jeg ikke på et almindeligt dansehold. Men på trods af niveauspringet, så er der bare en accept og forståelse for, at alle kommer videre fra deres eget udgangspunkt,” siger Elisabeth, som har undervist i dans i mere end 30 år.

Inspireret af Parkinson-projekt

Elisabeth er uddannet i Idræt ved Københavns Universitet, og trækker derfor på sin viden om bl.a. træning, pædagogik, anatomi og fysiologi i sin danseundervisning.

Siden 2013 har hun været en firstmover for Dans som Sundhed. Hendes koncept Ballroom Fitness (pardans uden partner) er udviklet og tilpasset flere patientgrupper, herunder Parkinson og Alzheimer.

Og i 2018 vandt hun årets patientpris for ’Dans med Parkinson’.

”Jeg har set, hvor meget dansen kan gøre for folk med en kronisk lidelse og en neurologisk sygdom. Både i forhold til balancen, muskelstyrken, og koordineringen. Alle de her gode ting, som skal trænes og som man også træner via fysioterapi”.

Selvom MS Ballroom Fitness er udsprunget af erfaringerne med bl.a. Parkinson-projektet, er dansen tilpasset målgruppen i tæt dialog med Sclerosehospitalet.

Ud over at dansetrinnene er niveauopdelt efter sclerosepatienternes funktionsniveau, så har undervisningen også fået en ungdommelig ”twist”, som hun formulerer det.

”Der er jo mange yngre mennesker, der har sclerose sammenlignet med Parkinson. Derfor har jeg lavet dansene mere ungdommelige. Vi danser Funk, Showdance, Bachata og Salsa, men også de klassiske danse som eksempelvis vals. På Parkinsonholdet underviser jeg mere i de klassiske standarddanse.”

Opgør med patientgørelse

Ifølge Elisabeth er hendes undervisning en form for opgør med den patientgørelse, som bl.a. sclerosepatienter oplever gennem de traditionelle rehabiliteringstilbud.

For i modsætning til eksempelvis fysioterapi, er det her legen og musikken, der er styrende for rehabiliteringen.

”Det vigtigste ved undervisningen er, at man skal mærke glæde og have det sjovt. Det næstvigtigste er at få motion/træning. Det tredjevigtigste for mig er, at man lærer at danse,” forklarer hun.

Elisabeth peger på, hvordan ”normaliseringen” af patienterne kan have en motiverende effekt for genoptræningen, der ofte kan være forbundet med pligt fremfor lyst.

”Mit indtryk er, at folk med en kronisk lidelse, der tager til fysioterapi, i højere grad føler sig som en patient, end når de går til dans som alle andre mennesker. Derfor plejer jeg at sige til deltagerne, at nu er det ikke patienter, der går til genoptræning, nu er vi bare dansere, der går til dans.”

Videnskaben bag

Selvom der endnu ikke ligger evidensbaseret forskning til grund for hendes dansekoncepter med patientgrupper, er Elisabeth ikke et sekund i tvivl om dansetræningens rehabiliterende betydning.

”Det er videnskabeligt bevist, at alle bliver glad af bare at lytte til musik. Aktiv musiklytning udskiller nogle gode signalstoffer oppe i hjernen og når vi så samtidigt bevæger os, mens vi hører musik, så får man ’dobbeltdosis’. Man får alle de gode ting, fysisk bevægelse og træning samtidig med, at man får alt det gode, der sker i hjernen og med kroppen, når man hører musik,” siger hun og fortsætter:

”Med Parkinsonpatienter, kan jeg se, at de får en bedre skridtlængde, bedre balance, kan stå længere tid på et ben, du kan ikke danse uden at træne balance. For alt er en vægtoverførsel fra det ene ben til det andet. Jeg kan se, at de får en bedre holdning, de retter sig mere op. Og får bedre muskelstyrke.”

Elisabeth håber på en dag at få en ph.d.-studerende eller lignende til at måle og studere effekten af hendes danseundervisning til de respektive patientgrupper.

”Det er min drøm, at eksempelvis skridtlængde, balance og muskelmassen hos patienterne bliver testet en dag, men indtil da vil jeg fortsætte med at undervise. For jeg kan se, hvor meget livsglæde det giver, og hvor meget det hjælper patienterne med træning.”

Som hun selv formulerer det, bedriver hun faktisk allerede en form for alternativ forskning:

”Jeg har faktisk lavet mit eget ’forskningsresultat’. Jeg har haft en lineal med ude, og så har jeg målt smilet på deltagerne inden jeg er startet, og målt smilet efter, når jeg er færdig med undervisningen. Og jeg har en kurve, der er støt opadgående,” griner hun.