Det er umuligt at forudsige sygdomsforløbet nøjagtigt for det enkelte menneske med sclerose, da sygdomsforløbet kan variere meget fra person til person og afhænger af, hvilken type sclerose man har. Men her kan du læse mere om, hvilke tendenser forskningen peger på.

Sclerose er ikke en dødelig sygdom

Sclerose er yderst sjældent direkte årsag til død, og derfor betegnes den ikke som en dødelig sygdom. Den gennemsnitlige forventede levetid for mennesker med sclerose er stigende og nærmer sig mere og mere den forventede levetid i baggrundsbefolkningen. Desuden bliver sygdomsforløbet mildere for mange, efterhånden som nye behandlingsmuligheder udvikles.

Effekt af medicinsk behandling

Medicinsk behandling kan påvirke sygdomsforløbet hos mennesker med sclerose. Generelt anbefales det at starte på medicinsk behandling så tidligt som muligt for at udskyde progressionen og opnå bedre langtidsresultater. Hver af de tilgængelige typer af sclerosemedicin har sin egen sikkerheds- og effektprofil, og mennesker med sclerose rådes generelt til at tale med deres neurolog om, hvad der er den bedste behandling i deres situation. Forskningen viser, at sygdomsmodificerende medicinsk behandling har den største effekt hos mennesker med attakvis sclerose. Behandlingen har vist sig at mindske sygdomsaktiviteten ved at reducere den inflammatoriske reaktion, der kendetegner MS.

Læs mere om medicinsk behandling

Håndtering af sygdom i hverdagslivet

En vigtig del af behandlingen er at få viden og kompetencer til livet med sclerose, som kan forbedre fysisk funktion, symptomer, psykisk velbefindende samt den kognitive funktion. Fysisk træning og at afstå fra rygning har en dokumenteret betydning for at bevare funktion og undgå sygdomsforværring, men en sund og varieret kost anbefales også for at styrke den generelle sundhed og modstandskraft. Mange oplever fysisk og mental træthed og har gavn af at lære energiforvaltning. Den mentale sundhed er helt afgørende for et godt liv med sclerose. Bekymringer om fremtid, arbejde, familieliv mm. er helt almindeligt hos mennesker med sclerose. Derfor er det vigtigt at få talt om ens bekymringer, da risikoen for at udvikle stress og depression er øget ved sclerose.

Læs mere om livet med sclerose

Mobilitet

Selvom sclerose er en livslang sygdom, er det meget individuelt, hvordan den kommer til udtryk. De nye medicinske behandlinger betyder, at flere og flere mennesker med sclerose bevarer en rimelig grad af fysisk bevægelighed gennem hele livet, og mange vil stort set ikke opleve tab af førlighed. Men nogle mennesker kan have brug for støtteanordninger som stok, krykker, kørestol og/eller elektrisk scooter grundet fysiske funktionsnedsættelser i benene eller for at afhjælpe træthed eller balanceproblemer.

Forskning forbedrer udsigterne

Igangværende forskning indikerer, at nye behandlingsmuligheder kan revolutionere sygdomsforløbet for mennesker med sclerose. Forskere er i fuld gang med at undersøge langtidseffekterne af medicin, og der er håb om at forstå, hvordan behandling kan påvirke progressionen af sygdommen over årtier. I takt med at nye medicinske behandlinger udvikles, forventes sygdomsforløbet for mange at blive endnu mildere. Den øgede forståelse af individuelle faktorer, effekten af tidlig medicinsk behandling og håndtering i hverdagslivet vil spille en central rolle i at forbedre livskvaliteten for dem, der lever med sclerose.

Læs mere om forskning i sclerose

Vi støtter og rådgiver mennesker med sclerose og deres pårørende

Som medlem af Scleroseforeningen har du adgang til en række fordele og tilbud, der er skabt for at støtte dig i livet med sclerose. Vi tilbyder blandt andet gratis socialrådgivning, psykologhjælp og mulighed for at tale med en læge.

Forskning

Fremtiden er lysere end nogensinde før

Vi finansierer mere end halvdelen af den samlede scleroseforskning i Danmark og støtter vigtige internationale initiativer.

Støt forskning i sclerose
Kvinde står i laboratorium med pipette i hånden.

Patient-Rapporterede Oplysninger (PRO)

Med PRO udfylder du elektroniske spørgeskemaer forud for dine konsultationer, så samtalen har fokus på det, der er mest aktuelt for dig. PRO giver desuden dig og din læge mulighed for at følge bedre med i din sygdomsudvikling.

Læs mere og tilmeld dig