Banke, banke på! I den gode sags tjeneste

Der var engang, hvor man kun samlede ind til kirken. Måske skulle der renoveres bænke på de bagerste rækker i Guds hus, måske lækkede døbefonten, måske skulle kirken samle en skærv ind til de trængende. Missionærerne gik derfor fra dør til dør og fik hurtigt skrabet nogle daler sammen.

Siden er der i den grad sket noget med indsamlingerne som fænomen. De er selvfølgelig blevet mere organiserede – men den største forskel er nok, at der i dag bankes på dørene for en meget bredere palet af sager, og at det ikke længere kun foregår lokalt.

Den første rigtige lands­indsamling i Danmark fandt sted i 1940’erne. Under 2. verdenskrig samlede vi nemlig ind til Norge. Rundtom i landet var der små arrangementer og basarer – og overskuddet blev sendt mod nord med checks. Det blev en succes, og derfor satte man det hele i system og gjorde det igen for andre sager. Men det, der gav indsamlingen den største vind i sejlene, var selvfølgelig den teknologiske udvikling.

Tv’ets indtog i de danske hjem betød, at vi fik en mediebevidsthed, vi ikke havde haft før. Derfor kunne Dansk Flygtningehjælp i 1970’erne som den første indgå et samarbejde med det officielle Danmark, hvor kommuner og politikere bakkede op om en indsamling hvert femte år. Og så fulgte de andre hjælpeorganisationer trop. Røde Kors meldte sig på banen, og lidt senere sørgede Kræftens Bekæmpelse for at fintune måden, man arrangerede en landsdækkende indsamling på, så det kunne ske hvert år, siger Stig Fog, der er selvstændig rådgiver med en årelang erfaring inden for indsamlingsbranchen:

”Da vi nåede til slutningen af 1990’erne, kendte de fleste danskere til de store landsdækkende indsamlinger, og det var ikke unormalt, at der var et indsamlingsshow i fjernsynet. Fra politisk hold valgte man på det tidspunkt at vedtage en lov med en liste over større organisationer, som måtte samle bredt ind til deres formål. På den måde kunne man sørge for, at indsamlingerne ikke tog overhånd,” forklarer han.

Den gyldne liste

Den politikerudvalgte liste blev heldigvis udvidet, da vi trådte ind i det nye årtusinde. Her skiftede regeringsmagten nemlig, og det skabte nye muligheder for lands­indsamlingerne.

”Regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen skar hurtigt på ulandsbistanden, men tillod til gengæld, at blandt andre Red Barnet, Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke kunne samle bredt ind. Med årene begyndte der at komme en hel del pip fra andre organisationer, som også ønskede at afholde landsindsamlinger. Det endte i et regulært pres og mundede i 2014 ud i en større indsamlingslov. Siden har organisationer kunnet ansøge om at afholde landsindsamlinger. Det er her, der blandt andet er blevet plads til, at Scleroseforeningen har kunnet samle ind i de senere år,” siger Stig Fog og peger på, at medieudviklingen, der fulgte efter fjernsynets spæde begyndelse, har gjort det både lettere og sværere at få et budskab sendt ud til masserne.

”Med internettet og de sociale medier er det selvfølgelig blevet nemmere at sætte gang i en landsdækkende kampagne med få klik på en computer, men det er samtidig blevet mere besværligt at samle folk om en sag. Før i tiden satte befolkningen sig ned og så TV-Avisen på et bestemt tidspunkt, og hvis direktøren for en hjælpeorganisation tonede frem på skærmen, strømmede indsamlerne og donationerne til. I dag er responsprocenterne lavere, men alligevel er husstandsindsamlingerne uden tvivl værd at satse på. De fremmer kendskabet til den sag, der samles ind til, og folk donerer som regel et beløb, hvis de åbner døren. Derfor har lands­indsamlinger, hvor mennesker går fra dør til dør, stadig en stor berettigelse, hvis de er organiseret ordentligt.”

Det svære afslag

Netop organiseringen bliver mere og mere afgørende. Antallet af landsindsamlinger i Danmark er nemlig stigende. I 2015 var der 11 landsdækkende af slagsen. Og nu ligger det tal på over 20. Derfor skal indsamlingerne også placeres med den helt rette timing, så der er frivillige nok, som vil bruge en søndag på at rasle efter penge i den gode sags tjeneste.

”Det er faktisk ikke noget problem at samle penge ind, for beløbet per indsamler er det samme fra indsamling til indsamling, og derfor handler det i de her år allermest om at få folk til at samle ind, så der er nok indsamlere til, at man kan afholde en gedigen landsindsamling,” siger Stig Fog med den store erfaring fra indsamlingsbranchen og nævner, at en indsamler i gennemsnit modtager 1.000 kroner per rute, han eller hun går.

Vi danskere er nemlig parate til at være gavmilde, hvis der er nogle, som banker på vores dør og fremlægger deres ærinde, siger kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager.

”Det fysiske møde betyder enormt meget for os mennesker, og det er simpelthen svært at sige nej, når man står ansigt til ansigt med folk. Få danskere har lyst til at give et regulært afslag til en, som præsenterer sig præcist og fattet med et godt formål for øje,” siger han og supplerer, at der selvfølgelig også er en mental sidegevinst ved enten at donere en mønt til den gode sag eller at bruge sin formiddag på at være indsamler:

”Det er en rigtig god måde for det moderne, travle menneske at være godgørende på – det kræver nemlig ’kun’ en rute på en søndag eller en donation. Og når du har set et andet menneske i øjnene og støttet med et mindre pengebeløb – eller ligefrem har været ude og banke på døre i lokalområdet – kan du på en måde mærke, at du har været med til at gøre verden en lille smule bedre,” siger Henrik Byager.

Sociale medier er selvfølgelig også en del af den teknologiske udvikling, der har givet indsamlingerne et skub med på vejen. Rigtig mange deler nemlig billeder af sig selv, når de er ude at samle ind, eller når de giver et bidrag. Det gør de af to årsager: For at udbrede den gode sag – og fordi det er en del af vores selvfremstilling.

”De fleste af os kan jo godt lide at fortælle historier om os selv. Det har vi Facebook og Instagram til. Historierne kan gå begge veje. Nogle kan lide at vise, at de støtter, mens andre gerne vil gøre det klart, at de under ingen omstændigheder støtter, for den slags betaler man jo skat for at undgå. På de sociale medier deler vi slet og ret, hvad vi tænker og gør. Men når vi samler ind til en god sag, siger det jo noget positivt om os, som vi så kan lide at dele med andre.”

Indsamlingen bliver

I sin essens handler indsamlinger altså stadig om det, de gjorde for 100 år siden. Det er en transaktion. Af både menneskelig og økonomisk karakter. Man åbner døren, hører, hvad den bankende har på hjerte, og vurderer så, om man ønsker at hjælpe. Vi danskere har altid været klar til at dumpe et par mønter ned i indsamlingsbøssen, men nutiden udfordrer os. De fleste får nemlig mere og mere travlt, og en hyppig tilbagemelding fra indsamlere er, at op mod 40 procent af dørene ikke bliver åbnet, når solen skinner. Og så er der også andre ting, der har ændret sig:

”Flere og flere indsamlere oplever, at folk ikke har hverken mønter eller sedler længere, men mange betaler i stedet via Mobile­Pay. Og vi ser tegn på, at beløbene, der doneres, faktisk stiger en smule af den grund. Når du står med iPhonen i hånden, kan det nemlig virke snoldet kun at give en tyver. Det mentale betalingsmønster tror jeg vil komme landsindsamlingerne til gode i de kommende år. Men det fysiske møde i døren går til gengæld aldrig af mode. Du kan nemlig ikke klikke videre, når virkeligheden banker på døren,” siger selvstændig rådgiver Stig Fog.

Kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager mener, at den skarpe organisation og en stor tillid til de frivillige, som samler ind, vil være det, der skaber en succes fremover:

”Hvis en landsindsamling skal gå op i en højere enhed, kræver det tilstrækkeligt med indsamlere, og så må der ikke have været for mange indsamlinger op til, for så bliver de, der åbner døren, trætte af at være gode. Kun et fåtal orker trods alt at bruge deres overskud på at donere penge. Der findes godt nok et segment af godhjertede mennesker med ofte små økonomier, som bruger al deres tid på at hjælpe andre, men volumen ligger i, at rigtig mange giver en lille smule.”

Det er altså essensen af en god landsindsamling. At der er mange hænder, der samler ind – og at der er mange hænder, der giver lidt ved dørene.