Kalender

Ved at bruge en kalender har du mulighed for at planlægge og strukturere dine pauser og aktiviteter gennem dagen og sørge for, at du ikke glemmer, hvad du skal.

På de fleste smartphones findes der en kalender. Du kan også finde andre nemt anvendelige kalendere i App-Store eller i Play Butik. Søg fx efter Google Kalender eller Outlook-kalender. Det er kalendere, som andre mennesker med sclerose synes er nemme og brugbare.

Brain+ Recover

Med Brain+ Recover kan du spille og lære sunde hjernevaner med et hjernetræningsprogram. Appen Brain+ Recover kan bruges sammen med en hjælper eller på egen hånd. Som bruger skal man vide, at det er ukendt om spil og træning kan forbedre kognitive funktioner såsom opmærksomhed.

Appen findes til iPhone og Android.

Medicinhusker

Medicinhusker er en gratis app til dig, der gerne vil have hjælp til at holde styr på din medicin. Medicinhusker sender dig påmindelser, når du skal tage din medicin.

Appen findes til iPhone og Android. 

Peak

Peak tilbyder spil og øvelser, der har fokus på din daglige opmærksomhed, hukommelse og problemløsning. Appen anbefales som spil af sclerosehospitalerne, men det er ikke bevist, at spil og øvelser kan forbedre kognitive funktioner som opmærksomhed og hukommelse. Appen kan benyttes gratis, og du kan tilkøbe et abonnement, der giver dig adgang til flere spil.

Appen findes til iPhone og Android.

Lumosity

Lumosity er en spil-app, hvor du med forskellige spil kan træne din opmærksomhed, hukommelse og koncentration. Spillet anbefales af sclerosehospitalerne og neuropsykologer. Det er dog ikke bevist, at spil og træning kan forbedre kognitive funktioner såsom opmærksomhed og hukommelse.

Appen findes til iPhone og Android.

Apps til noter og to-do lister

Indkøbsapps

De fleste supermarkeder har deres egen app, hvor du kan lave en indkøbsliste. Appen fra dit lokale supermarked gør det nemmere for dig at handle ind, da de varer, du har på indkøbslisten, oftest ligger i den rækkefølge, som du vil møde dem i, når du træder ind i butikken. De er gratis og kan downloades til både iPhone og Android.

Google Keep

En note-app, hvor du kan tilføje noter, billeder, lister og få påmindelser, hvis du ønsker det. Det kan fx være en liste over det, der skal gøres i huset i dag, eller en liste med de øvelser du skal huske at lave til træning. Du kan tilgå appen fra din telefon, computer og tablet. Du kan også dele dine noter med andre, f.eks. din familie eller venner.

Appen findes til iPhone og Android.

Wunderlist 

Appen fungerer som en tjekliste/to-do liste, hvor du kan oprette lister og markere dem som udført. Opgaven forsvinder fra listen, når du sætter flueben, og din opmærksomhed forstyrres derfor ikke, når du skal fokusere på listens næste opgave. Du kan tilgå appen fra din telefon, computer og tablet, og du kan dele dine lister med andre.

Appen findes til iPhone og Android.

Headspace

Headspace er en app, der består af flere forskellige mindfulness- og meditationsøvelser. 
Appen er gratis, og det er muligt at tilkøbe flere meditationsøvelser.

Appen findes til iPhone og Android.

Calm

Calm er en app, der kan hjælpe dig med at slappe af og falde i søvn. Appen kan afspille forskellige, rolige lyde. Lydene er ofte inspireret af naturen og findes i forskellige længder. Appen hjælper dig til at falde til ro, inden du skal sove eller på andre tidspunkter af dagen, hvis du har brug for et roligt øjeblik. Calm tilbyder en gratis prøveperiode, og derefter kan du tilkøbe dig flere sessioner.

Appen findes til iPhone og Android. 

Stress af

Appen giver dig anvisninger, der er nemme at følge, og som har til formål at påvirke både dit sind og krop. Appen består af forskellige trin. Trin 1 er gratis, mens trin 2 og 3 skal tilkøbes for 25 kroner per niveau.

Appen findes til iPhone og Android.

Penzu

Penzu er en privat dagbog, journal og notesbog, som du kan bruge inden sengetid, hvis du er påvirket af tankemylder. At skrive kan hjælpe dig til at komme af med dine tanker. Appen kan downloades gratis til iPhone og Android og kan mod betaling opgraderes til Penzu Pro.

Endomondo

Endomondo er en gratis træningsapp, der kan bruges som din personlige træner. Appen er især god til løb, cykling og gåture. Du kan gratis registrere, logge og analysere din træning og tilkoble appen flere forskellige aktivitetsure. Du kan også sætte dig personlige mål, der passer til dit niveau. Hvis du ønsker flere eksklusive funktioner, kan du tilkøbe dig et Premium-abonnement.

Appen kan downloades til iPhone og Android.