Gå til hovedindhold

Fugletur til Sydlangeland

Årets første tur gik til Dovns Klint på Sydlangeland. Da vi steg ud af bilerne åbnede en blå himmel sig over os. Forårssolen skinnede og ved fugletårnet var der stor aktivitet. Der var ornitologer både ved foden af og oppe i fugletårnet. De var udstyret med diaskoper og kikkerter som de venligst stillede til vores rådighed, alt imens de fortalte om de mange fugle på lokaliteten. Bøgen i den tilgrænsende skov var nyudsprunget og dækkede med tynde fine skygger over skovbundens anemoner, lærkesporer og lungeurter. På grund af det sene forår var mosens majgøgeurter endnu ikke sprunget ud, så det må vi have til gode til næste tur til "De vilde heste". Frokosten blev indtaget i det fri med strålende udsigt over Langelandsbæltet. Kaffen med Arnes uovertrufne hjemmebagte horn blev senere indtaget ved Tryggelev Nor. En herlig forårsdag blev afsluttet med hjemtur mellem øens lysegrønne hatbakker.