Gå til hovedindhold

Derfor skal du skrive et testamente

Kort fortalt

Der er mange gode grunde til, at du skal skrive et testamente- både hvis du er gift, single, har børn eller ikke har børn. 

Et testamente er et juridisk bindende dokument, der giver dig mulighed for at bestemme, hvad der skal ske med din formue, når du dør. Hvis du gerne vil have indflydelse på, hvordan din arv fordeles, skal du oprette et testamente – ellers er det arveloven der bestemmer, hvordan den bliver fordelt.

Du får fordele, når du opretter et testamente

Når du opretter et testamente, får du en række fordele uanset din familiesituation. Dine fordele afhænger dog af flere ting. Fx om du har børn, særbørn eller ingen børn – og om du er gift, lever papirløst eller alene.

Skal I oprettet et testamente, hvis I er gift?

Når I er gift, er I som udgangspunkt fælles om at eje jeres formue- det betyder, at formuen skal deles ligeligt. Har I ingen børn, hverken sammen eller fra tidligere forhold, går din andel af jeres formue automatisk til din ægtefælle, når du går bort. Din ægtefælle skal ikke betale boafgift til staten. Når din ægtefælle en dag også er borte, skal arven igen fordeles.

Hvis du og din ægtefælle vil have indflydelse på, hvordan formuen skal fordeles, når I begge er borte, skal I oprette et testamente.

Skal I oprette et testamente, hvis I er gift og har børn sammen?

Har I børn sammen, er det også en god ide at få lavet et testamente. Fordi I er gift, skal din del af jeres formue deles mellem din ægtefælle og jeres børn. Din ægtefælle arver halvdelen, og den anden halvdel fordeles ligeligt mellem jeres børn. Det kan måske betyde, at din ægtefælle ikke har råd til at blive boende i jeres fælles bolig. Det er derfor en god ide at sikre igennem et testamente, at den efterladte ægtefælle kan beholde boligen.

Skal I oprette et testamente, hvis I bor sammen?

Hvis du og din partner lever sammen, men aldrig er blevet gift, arver din partner intet af din formue, når du går bort. Det gælder uanset hvor længe, I har boet sammen. Det er dine forældre, som arver hele din formue, når du går bort. Hvis de ikke længere lever, er det dine søskende, som arver din formue. Det kan også betyde, at din partner ikke har råd at bo i jeres fælles bolig. Det kan derfor være en fordel at oprette et testamente, der sikrer din partner en del af formuen, så han/hun kan blive boende.  

Skal I oprette et testamente,hvis I bor sammen uden at være gift, og når I har børn sammen?

Hvis I har børn, men I ikke er gift, arver børnene automatisk alt, når du går bort. Din partner arver intet, og han/hun risikerer derfor at skulle sælge jeres fælles hjem for at kunne give arven til jeres fælles børn.

Skal I oprette et testamente, hvis I bor sammen uden at være gift, og I ikke har børn sammen?

Er I ikke gift, og har I barn/børn med fra tidligere forhold, arver dit biologiske barn hele din formue, når du går bort. Din partner og dit stedbarn arver intet. Det kan også her betyde, at din partner skal sælge jeres fælles bolig, for at dit barn kan få sin arv.

Skal du oprette et testamente, hvis du er single uden børn?

Er du single uden børn, har du ingen direkte arvinger. Det betyder, at når du går bort, er det dine forældre, der arver din formue. Hvis de ikke længere er her, er det dine søskende, som arver formuen. Har du et ønske om, at din arv skal doneres til en organisation, kan du bestemme det ved hjælp af et testamente.

Skal du oprette et testamente, hvis du er single med børn?

Som single med børn vil dine børn automatisk arve alt, når du går bort. Hvis du ønsker at fordele arven anderledes, kan du gøre det med et testamente. Du kan også gøre arven til dine børns særeje, så de ikke skal dele det med en ægtefælle, hvis de skal skilles.