Gå til hovedindhold

Arv gør en forskel for Scleroseforeningen

Kort fortalt

Lær hvordan arv spiller en stor rolle for Scleroseforeningen 

Hvert år vælger flere danskere at testamentere til Scleroseforeningen. Det er en højt skattet indtægt, som hjælper til at sikre foreningens arbejde for at bekæmpe den kroniske og uhelbredelige sygdom sclerose. En af dem, foreningen modtog arv fra i 2012, var Bodil Bisfort.

Som unge rejste Bodil Bisfort og hendes kusine Birthe Hansen sammen. Senere fik de sommerhus på samme vej i Marielyst. De fejrede jul og påske sammen, og deres mænd kom godt ud af det med hinanden. De to kusiner var begge enebørn, og ingen af dem fik børn. Derfor efterlod Bodil Bisfort sig ingen livsarvinger. Alligevel var det dog ikke Birthe, der arvede det hele, da Bodil døde af lungekræft i 2011. 

»Jeg arvede lidt sølvtøj og nogle tæpper. Men vi var enige om, at vi ikke skulle arve fra hinanden, for vi havde jo begge, hvad vi skulle bruge. Derfor tænkte vi, at der var nogen, der havde mere brug for det end os,« siger 82-årige Birthe Hansen.

Derfor havde Bodil Bisfort lavet et grundigt testamente, hvor det fremgik, at fire malerier, et skrivebord og et stueur gik til hendes afdødes mands nevø og niecer. Hendes kusine Birthe Hansen måtte tage, hvad hun ønskede fra hjemmet. Resten af hendes arv skulle deles mellem Dansk Blindesamfund, Muskelsvindfonden, Høreforeningen og Scleroseforeningen. 

Arv er vigtig indtægtskilde

Bodil Bisfort var blot én af de danskere, der hvert år vælger at betænke Scleroseforeningen, når de skriver testamente. Hvert år kommer mellem 20 og 30 procent af foreningens samlede indtægter fra arv, og det var i 2012 foreningens næststørste indtægtskilde. Derfor er indtægten fra arv i høj grad med til at sikre Scleroseforeningens arbejde.

»Vi er meget taknemmelige for de bidrag, vi modtager fra arv. De er med til at gøre, at vi, som den eneste patientforening i Danmark, kan yde en unik og gratis socialrådgiver- og psykologhjælp til vores medlemmer. Desuden gør bidragene det muligt for os at støtte national og international forskning, som er afgørende for at komme sygdommen sclerose til livs,« siger Mette Bryde Lind, direktør i Scleroseforeningen. 

Sclerose i familien

Bodil Bisfort blev først gift som 40-årig og fik ingen børn. Blot ti år efter døde hendes mand, Erik, pludseligt af et hjerteanfald. Ifølge hendes kusine Birthe Hansen gav mandens død anledning til at overveje, hvad hendes arv skulle gå til.

»Bodil levede 33 år efter Eriks død, så hun nåede at gøre sig mange tanker om sin arv,« siger kusinen.

»Jeg mener, at der var én i Bodils mands familie, der havde sclerose. Jeg tror også, der var en af hendes skoleveninder, der havde det. Bodil var meget tunghør til sidst, og hendes far havde problemer med øjnene, så på den måde har de foreninger, der var tiltænkt i testamentet, været sager, som hun kunne relatere til,« siger Birthe Hansen om baggrunden for, hvordan Bodil Bisfort valgte, hvilke foreninger hendes arv skulle gå til.

Bodil Bisfort havde selv arvet fra sin mor, som med Birthe Hansens ord havde »en pæn formue«. Efter boet blev gjort op, modtog Scleroseforeningen i 2012 således godt en kvart million kroner i arv fra Bodil Bisfort.

Mange bække små

Der er stor forskel på, hvor meget folk vælger at testamentere til Scleroseforeningen. I 2012 modtog foreningen alt mellem 10.000 kroner og ni millioner kroner fra arv. Ifølge direktør i Scleroseforeningen, Mette Bryde Lind, tæller alle beløb. 

»Selv de små beløb gør en forskel. Mange bække gør en stor å. Men vi oplever også, at der er mennesker, der giver relativt store beløb til Scleroseforeningen, og tilsammen gør det jo hele forskellen,« siger hun.  

»Nogle vil måske tænke, at fordi de har børn eller andre, der skal arve, så har de ikke mulighed for at testamentere til en forening, men der er det jo vigtigt at være opmærksom på, at man kan give donationer. Har man f.eks. penge stående i en gruppelivsforsikring eller lignende, så kan man donere 50, 100 eller 200.000 kroner til en forening og lade resten af arven gå til familien,« siger Mette Bryde Lind.

Har selv tiltænkt familie og foreninger

Birthe Hansen fortæller, at hun synes, at det er en god ide at lade sin arv gå til foreninger. I sit eget testamente har hun tiltænkt både familie og foreninger, netop som hendes kusine Bodil Bisfort valgte at gøre.

»Bodil ville gerne være sikker på, at arven gik til nogen, der satte pris på den. Jeg synes, noget af det bedste, man kan gøre, er at testamentere til foreninger, fordi pengene går til et godt formål.«