Min forskning handler om …

at undersøge inflammationen i rygmarvsvæsken hos attakvise multipel sclerose (MS)-patienter og hos dem, som viser forstadier til udviklingen af MS. Rygmarvsvæsken er i tæt kontakt med hjerne og rygmarv, hvorfor undersøgelse af rygmarvsvæsken kan give os en bedre forståelse af den inflammation, der ses ved MS. Et af hovedformålene er også at undersøge, om genetiske varianter, der øger risikoen for MS, for eksempel HLA-varianten, har indflydelse på inflammationen, når man har fået MS.

Vi ved allerede …

at nogle inflammationsmarkører er forhøjede hos MS-patienter i forhold til raske personer og kan korrelere med den vævsskade, man ser hos MS-patienter. Tidligere studier peger også på, at niveauet af nogle inflammationsmarkører er forhøjede hos MS-­patienter, der er bærere af genetiske varianter, som øger ­risikoen for MS, sammenlignet med MS-patienter, der ikke er bærere af disse genetiske varianter.

Støtten fra Scleroseforeningen betyder …

at vi kunne indhente og registrere kliniske oplysninger fra de MS-­patienter, der har doneret rygmarvsvæske til forskningen i forbindelse med deres MS-udredning. Kliniske oplysninger, der er blevet registreret, er for eksempel, hvornår patienterne fik MS, antallet af attakker, tidspunktet for det seneste attak, og hvordan MR-scanningen så ud.”