Men hvad var det egentlig, der tiltrak hende så meget ved stillingen og fik hende til at søge den?

“Jeg har længe fulgt Sclerosehospitalerne ud ad øjenkrogen. Jeg har hele tiden syntes, at patientgruppen var superinteressant, og at hospitalerne havde et fantastisk renommé og gang i nogle rigtig spændende udviklingstiltag. For mig bedrev de noget af det samme, som jeg selv brænder for inden for rehabilitering,” forklarer Kirstine Bak Gulstad:

“Jeg synes for eksempel, at det var enormt ambitiøst og cool gjort af Sclerosehospitalerne, da de for nogle år siden kastede sig ud i et af de største rehabiliteringsstudier for mennesker med sclerose nogensinde og satte sig for at måle effekten af multidisciplinær rehabilitering. Det er en vanvittig disciplin at prøve at se, om man kan indfange effekten af en intervention, der består af så mange dele og er så kompleks, samtidig med at man arbejder med en sygdom, der er progressiv. Men de gjorde det. Respekt for det,” siger hun:

“Og så har jeg også altid godt kunnet lide det store ansvar, hospitalerne har taget for at sørge for at overlevere og overdrage deres viden til andre sektorer i forbindelse med udskrivelser og opfølgninger på indlæggelsesforløb. Det er også noget af det, jeg havde bemærket,” uddyber den nye direktør.

10.000 spørgsmål

De første måneder har været travle. Den nye direktør ligger i fast pendulfart mellem Sclerosehospitalerne i Ry og Haslev, som hun bestræber sig på at fordele sig ligeligt mellem. Alligevel er det lykkedes at fange Kirstine Bak Gulstad til en snak om hendes første tid i spidsen for de to hospitaler og hendes visioner for dem.

“Jeg har mødt en enorm imødekommenhed,” fortæller hun: “Ikke bare fra ledere og medarbejdere, men også fra bestyrelsen, patient- og pårørenderådet og foreningen.”

“Og så har jeg tilladt mig selv at være den nysgerrige. Jeg har virkelig været hende med 10.000 spørgsmål om alt, og det er jeg ikke færdig med endnu. Jeg har været med til alle slags møder og haft en-til-en samtaler med alle ledere og stabsmedarbejdere. Og så har jeg selvfølgelig vægtet at møde patienterne og deltage i patientbehandlingen,” siger Kirstine Bak Gulstad, der har beskæftiget sig med rehabilitering det meste af sit voksne liv.

Hun har en baggrund som ergoterapeut og er sundhedsfaglig kandidat fra Aarhus Universitet, og så har hun mere end ti års erfaring som leder af Gigtforeningens specialhospital i Aarhus. Det nåede også at blive til en ansættelse i “den kommunale virkelighed”, som hun kalder det, og forud for stillingen som hospitalsdirektør for Sclerosehospitalerne var hun områdeleder i en midtjysk kommune i halvandet år.

“Det er cirka 15 procent af alle med sclerose, der kommer hos os, og man kan jo blive voldsomt nysgerrig på, hvem de øvrige 85 procent er. Hvordan klarer de sig? Er der nogen, vi kunne hjælpe, men ikke har kontakt med?”

Handler om mennesker

“Vi skal være den forskel, der gør en forskel for patienterne,” lyder den korte version af den nye hospitalsdirektørs ambitioner for Sclerosehospitalerne.

Derfor er hun optaget af, hvordan hospitalerne kan blive endnu bedre til at tune sig ind på den enkelte patient.

“Jeg er vældig optaget af at forfine det individualiserede endnu mere. Jeg er optaget af, hvordan vi får skabt frihed og agilitet og tilpasset organisationen til at kunne gøre lige præcist det, den givne situation kalder på,” uddyber hun og medgiver, at det fra gang til gang er et stort afdækningsarbejde at finde ud af, hvad der skal til:

“Men det er nødvendigt. For vi kan gøre og stille alt muligt op. Hvis det ikke rammer udfordringen og mennesket inde bagved, så er vi lige vidt,” fastslår hun og forklarer:

“Rehabilitering handler om mennesker. Mennesker er forskellige, og derfor skal vores tilbud også være det. Vi er nødt til at møde behovet hos de mennesker, som skal bruge os. Det synes jeg er det eneste rigtige svar på, hvor vi skal hen og hvorfor.”

Vejen derhen handler ifølge den nye direktør både om, hvordan de enkelte fagområder kan få endnu bedre muligheder og plads til at udvikle deres dybdefaglighed, men også om, hvordan organiseringen kan understøtte det sammenhængende, tværfaglige samarbejde om patienterne i endnu højere grad.

For alle

“Det er cirka 15 procent af alle med sclerose, der kommer hos os, og man kan jo blive voldsomt nysgerrig på, hvem de øvrige 85 procent er. Hvordan klarer de sig? Er der nogen, vi kunne hjælpe, men ikke har kontakt med?” spørger Kirstine Bak Gulstad.

Det er spørgsmål, hun har sat sig for at blive klogere på. Det har gjort indtryk på hende, hvor ofte det sker, at en patient under en indlæggelse siger til hende: “Det her skulle jeg have gjort for mange år siden!” Og ofte lyder fortsættelsen: “Men jeg troede ikke, at jeg var dårlig nok til at være en af dem, der kan få det her tilbud.”

“Måske gør bare det, at vi hedder ‘sclerosehospital’, at der er nogle, der tænker, at de skal præsentere sig med en anden karakter for at komme her her,” funderer hun:

“Men når vi rehabiliterer mennesker, så handler det om livsubalancer, og om, hvordan det enkelte menneske kan hjælpes til at få livet tilbage i balance. Alt er balancer, alt spiller sammen,” siger hun og kalder billedet af en mobile frem for at forklare, hvordan udfordringer på ét område i livet hurtigt kan påvirke andre områder af livet og skabe det, hun kalder en livsubalance. Netop det vilkår gør, at løsningerne skal findes i et samarbejde mellem patienterne og et tværfagligt team, forklarer hun.

“… og vi skal kunne gribe alle, uanset hvor de er i deres sygdomsforløb, når det sker. Det skal vi have gjort mere synligt for alle, der kan have gavn af os,” lyder ambitionen fra den nye direktør.

“For vi har et ansvar over for hele populationen af mennesker med sclerose. Behovet for os kan opstå i alle faser af sygdommen, og vi skal bestræbe os på at differentiere vores indsatser, så de er relevante for alle behov.”

“Det gælder for eksempel de mange, der er ny-diagnosticerede med MS med alt, hvad det sætter i gang at få den diagnose. Mange af dem står midt i en livskrise, hvor vi kunne hjælpe, og det skærer mig i hjertet, at de tror, at vi ikke er et tilbud til dem, fordi de ikke er “dårlige” nok,” siger hun.

Derfor er den nye direktør blandt andet optaget af, hvordan der kan laves “et set-up” for dem, der lige har fået diagnosen og deres pårørende: “Så de – sammen med vigtig viden om forebyggelse af sygdomsforværring – helt fra starten også får viden om, at selv om det måske ikke er aktuelt for dem lige nu, skal de vide, at hvis de på et tidspunkt oplever behov for det, så er vi der for dem og kan hjælpe med at gøre dem mere robuste til et godt liv på trods af sygdommen og på trods af den usikkerhed, der følger med, og som kan være en udfordring at lære at leve med både for dem og deres pårørende,” forklarer Kirstine Bak Gulstad.

“Jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører nogle af patienterne sige “vores hospital”. For det er lige præcis, det det er.”

“Vores hospital”

Mange patienter er ikke klar over, i hvilken grad Sclerosehospitalerne er der for patienterne, oplever den nye direktør.

“Hvor mange gange i sit liv har man egentlig også erfaret, at der findes et sted bare for mig, og hvor det er mine behov, der er i fokus?” spørger hun, og ser det som en mulig forklaring:

“Men det unikke ved at være et foreningsejet hospital er jo, at vi er patienternes hospital. Det er dem, vi er der for, og det, de efterspørger, er det, vi skal have på hylderne. Og jeg bliver simpelthen så glad, når jeg hører nogle af patienterne sige “vores hospital”. For det er lige præcis, det det er,” understreger Kirstine Bak Gulstad og kommer med en opfordring til alle, nye som ‘gamle’ med sclerose:

“Brug os. Sammen designer vi det, der skal til for at gøre en forskel for dig!”

Hvilket rehabiliteringsforløb passer til dig?

Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry tilbyder en række forskellige forløb for patienter med sclerose – både for nydiagnosticerede og for dem, der har levet med sygdommen i mange år.