Gå til hovedindhold

Individuelt forløb til dig med fremskreden sclerose

Kort fortalt

Sclerosehospitalerne tilbyder et særligt forløb til dig, der er afhængig af andres hjælp til de fleste aktiviteter i hverdagen (fx personlig pleje og daglige gøremål).

Om forløbet

Det er vores erfaring at mennesker med fremskreden sclerose – og deres pårørende - har brug for den rigtige hjælp og støtte af de rigtige fagpersoner på rette tid og i de rette omgivelser.

Derfor kombinerer vi indlæggelsen med et besøg hos dig og ved at inddrage dine pårørende samt kommunen i din rehabilitering.

Forløbet begynder med en forundersøgelse hjemme hos dig, hvor vi planlægger hvad der skal ske under din kommende indlæggelse.

Derefter følger to ugers individuel rehabilitering på Sclerosehospitalet og efterfølgende samler vi op på din indlæggelse, enten hos dig, hos os eller på anden måde efter aftale.

Forundersøgelse - hjemmebesøg

Efter modtagelse af din henvisning tilbyder vi dig et hjemmebesøg inden indlæggelsen. Ved hjemmebesøget vil vi bestræbe os på at eventuelle hjælpere, kommunen og/eller pårørende deltager. Formålet med dette er at vi sammen kan finde frem til hvilke ydelser du skal modtage fra Sclerosehospitalet.

Under besøget formulerer vi sammen med dig mål for forløbet.

Indlæggelsen

Kort efter forundersøgelsen indlægges du i 2 uger på Sclerosehospitalet, hvor du sammen med din kontaktperson og det tilknyttede team vil arbejde henimod indfrielsen af dine mål. Under indlæggelsen inddrages gerne pårørende, kommune, hjemmepleje, personlige hjælpere, bandagister m.fl, alt efter hvad du ønsker og har behov for. Viden om dig deles kun efter dit samtykke.

Du kan læse mere om din personlige rehabilitering her

Opfølgning efter indlæggelse

Ved udskrivning fra Sclerosehospitalet, aftaler du med din kontaktperson, hvordan der følges op på din indlæggelse. Herunder, aftaler efter indlæggelsen og hvem der skal inddrages. Derudover aftales et opfølgende besøg enten hos dig, hos os eller på anden måde efter aftale.