Sclerosehospitalerne i Danmark er grundlagt af Scleroseforeningen i 1959 og 1960.

Bygningerne er derimod opført i årene 1902-1903 af Nationalforeningen for Tuberkulose Bekæmpelse og fungerede som tuberkulosesanatorier i årene 1903-1959.

Det startede med Tuberkulose

I 1901 blev Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse stiftet. Allerede året efter besluttede foreningen at bygge 23 folkesanatorier over hele landet.

To af dem, er i dag ejet af Scleroseforeningen og kendt som Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry.

Sclerosehospitalet i Haslev

Den gamle hovedbygning blev opført som sanatorium af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Sanatoriet blev indviet 5. december 1903 og var tuberkulosesanatorium indtil 1959, hvor Scleroseforeningen overtog bygningerne og oprettede sclerosehospital.

Sclerosehospitalet i Haslev, da det var tuberkulosesanatorium.

Sclerosehospitalet i Ry

I Ry havde doktor Kristen Isager åbnet en lægepraksis i 1892. I 1903 blev han overlæge på Nationalforeningens nyåbnede kvindesanatorium med plads til 38 patienter – efter tegninger af arkitekt Bernhard Ingemann.

Scleroseforeningen overtog bygningerne i slutningen af 1959 og i 1960 omdannes Ry Sanatorium til sclerosehospital.

Ry Sanatorium.