Sclerosecamp på Club La Santa giver et trygt rum til træning

Hvad kan man forvente af en uge på Sclerosecamp?

“Det er ikke kun træning, selvom det selvfølgelig er det, der er udgangspunktet. En rigtig stor del af Sclerosecampen er også det trygge rum, deltagerne oplever. Vi kan se, at de meget hurtigt åbner sig op for hinanden og får skabt et rum, hvor de kan snakke om alt, hvad der nu er omkring sclerose. De kan også stille sig op og træne og være usikre på benene, uden at der er nogen, der kigger skævt til dem. De kan også være kognitivt ramte, og der er ikke nogen, der kigger skævt til dem. Sagt på en anden måde er det et helt trygt rum, hvor man kan få lov til at udfolde sig, og hvor der drages omsorg for hinanden. Vores trænerteam på campen har også arrangeret ture for andre grupper, og de siger alle, at den fællesskabsånd, man oplever på vores camp, er meget unik.”

Selvom hun var udfordret på balancen, lykkedes det hende at komme op på boardet. Hun var helt høj bagefter.

Er der nogle oplevelser fra campen, I er særligt glade for at se tilbage på?

“Der er mange! Der er for eksempel en deltager, der har været med på campen fire-fem gange. Det første år sad hun med alt tøjet på, for hun skulle i hvert fald ikke ud i vandet – og hun skulle i hvert fald slet ikke ud på det SUP-board. Hun skulle bare ingenting. Jeg snakkede lidt med hende og spurgte, om hun ikke skulle overveje det igen, og det endte med, at hun gik tilbage på værelset og skiftede til badetøj. Da hun kom ned, hjalp jeg hende i en våddragt, og selvom hun virkelig var udfordret på balancen, lykkedes det for hende at komme op at stå på SUP-boardet. Hun var helt høj over det bagefter. Efter hun kom hjem fra campen, meldte hun sig til indendørs SUP-board i en svømmehal og gik til det en hel sæson. Da hun kom tilbage året efter, havde hendes balance virkelig forbedret sig, og nu er hun oppe på det board hvert år.”

Så nogle oplever faktisk at kunne noget nyt efter en uge?

“Ja. Der er også en anden deltager, der måske går 700 skridt om dagen derhjemme. Han har gået med stok i mange år og virkelig kæmpet med den, og hvis han har skulle gå lidt længere end nogle meter, har det været i en kørestol. Han har nægtet at gå med rollator. Men et år lykkedes det for os at få ham ud på sportsbanen, der er 400 meter, og gå med en lånt rollator. Den oplevelse har betydet, at han nu faktisk går med rollator, og at han har arbejdet rigtig meget med at gå. Hver gang han er med, har han nu et mål om, at han skal ud at gå 10.000 skridt om dagen. Og hvis han ikke når det i løbet af dagen, går han runder ude på sportsbanen om aftenen for at komme op på de 10.000 skridt.”

Er der relevant træning til alle funktionsniveauer?

“Vi forsøger at udvikle programmet, så det består af en god blanding. Der er ting, hvor man presser sig selv – det kan for eksempel være cirkeltræning eller konditionstræning – og så er der samtidig også yoga og udstrækning. For dem der har mod på det, er det også muligt at cykle på mountainbikes og stå på SUP-boards i en lukket lagune. Derudover er programmet tilrettelagt sådan, at der er to timers middagspause, så man både kan nå at spise frokost og at hvile sig, hvis man har behov for det. Man skal gerne være gående, enten med eller uden hjælpemidler for at være med på campen. Man kan sagtens være dårligt gående, og vi er også åbne over for, at der er nogen med dårlig fysik, der kan komme med – det kan bare ikke være alle på holdet. Der er også nogen, der vælger at have en hjælper med, som deltager som støtteperson.”