Forventningerne til en sommerferie kan være mange: Man skal have kalenderen fuld af aftaler, man skal spise dejlig mad og være sent oppe i det gode vejr, og måske skal man endda en tur i sommerhus eller til udlandet.

Men det er også de forventninger, mange mennesker har til deres sommerferie, der kan gøre det svært at sætte de grænser, man kan have brug for, hvis man lever med sclerose.

LÆS OGSÅ: Vores klummeskribent Amalie Nebelong kender alt til at skulle justere sine forventninger til sommerferien på grund af hendes sclerose. Læs hendes klumme om sommerferie med sclerose her.

Vi har spurgt neuropsykolog i Scleroseforeningen Margrethe Jungersen, hvorfor det kan være særligt svært at sætte grænser i ferien, og hvordan man gør det nemmere for sig selv at gøre det alligevel.

Hvorfor kan det være sværere at sætte grænser, når man holder ferie?

“Det kan være svært, fordi vi har mange forventninger til, hvordan en ferie skal være. Vi har set frem til den og tænkt: ‘Uh, det trænger vi til, nu bliver alt godt og rart’. Det kan også være, at man som en person med sclerose tænker: ‘Nu har vi fri og kan gøre lige, hvad vi vil, så nu burde jeg også have mere energi, fordi det er ferie.’ Og så kan det ofte gå galt, fordi man glemmer at lytte til sig selv, og hvad man har brug for.”

Hvordan kan man gøre det nemmere for sig selv sætte grænser i løbet af en ferie, så man for eksempel ikke bruger al sin energi for hurtigt?

“Det handler om at blive klog på sig selv og lytte til sig selv, så man holder fast i, hvad der fungerer bedst for en, også selvom det er ferie. Det er rigtig godt at få lavet nogle rutiner, så der også er en hverdag i ferien. Og så er det vigtigt at forventningsafstemme med de mennesker, man skal holde ferie med.”

Hvordan snakker man med sine børn om, hvad man kan, og hvad man ikke kan?

“Jeg tror, at børn af forældre, der har sclerose, allerede ved, hvad deres mor eller far kan og ikke kan. Men man kan godt snakke med dem om, at det jo er et vilkår, der ikke forsvinder, fordi det er ferie. Det kan være en god idé at inddrage børnene og spørge dem, hvad de godt kunne tænke sig at lave i ferien, og så kan man lave en plan ud fra det. Det kunne for eksempel være, at børnene rigtig gerne vil i Fårup Sommerland, men at man så bare tager en halv dag der, i stedet for at man er der hele dagen.”

Det kan også være, at man skal holde ferie med nogle venner eller en større gruppe af mennesker. Hvordan sætter man grænser i sådan en situation?

“Det gør man ved at holde fast i, hvad der fungerer for en selv. Man kan hurtigt komme til at fokusere på, hvordan alle de andre får en god ferie, og i det kan man godt komme til at glemme sig selv. I sådan en situation handler det om at have respekt for hinanden og for, at man kan have forskellige forventninger og energimængder. Det kan gøre enormt meget, at man snakker sammen på en god og ordentlig måde, så man kan sige: “Det er så fint, at I gerne vil afsted på den tur, det skal I bare gøre. Jeg bliver bare lige hjemme i dag, for jeg har ikke så meget energi på kontoen.”

Hvis man nu for nylig har fået diagnosticeret sclerose, og det er første gang, man skal holde ferie, hvordan kan man så gribe det an?

“Det gør man ved at have fokus på sig selv og indsamle erfaringer om sig selv – og så skal man nok ikke sætte barren alt for højt. Det er okay at sige højt: ‘Jeg er ved at finde ud af, hvad den her kroniske sygdom betyder for mig, og hvordan jeg er sammen med andre mennesker på.’ Hvis man bliver inviteret med til noget, kan man også sige: ‘Tak for invitationen, det lyder spændende. Jeg vil gerne komme noget af tiden, men jeg er lige ved at finde ud af, hvordan det er at have sclerose, og hvad det betyder for mig, så det kan godt være, jeg tager tidligt hjem.”

Vidste du, at …

Som medlem af Scleroseforeningen har du mulighed for at tale med vores psykologer.