De seneste to uger har vores 500 utrættelige ryttere kæmpet sig igennem en hård og udfordrende rute til årets Cykelnerven, hvor de afgørende Tour de France-stigninger er blevet besejret.

Rytterne har brugt et helt år på at komme i form til at cykle op ad de franske tourbjerge og samtidig knoklet for at indsamle midler til forskning i sclerose gennem lokale initiativer og vigtige sponsorer. Og deres store indsats har båret frugt: Cykelnerven har indtil videre samlet 12,9 millioner ind.

De indsamlede midler går til forskning i sclerose og patientstøtte for at øge livskvaliteten for dem, der lever med sclerose.

“Vi har aldrig turde drømme om at nå et så rekordstort beløb”, lyder det fra Mette Hjulmand, chef for events og partnerskaber i Scleroseforeningen. “Det er på grund af et fantastisk stykke arbejde fra alle sider: både ryttere, sponsorer, frivillige og ambassadører, har alle tilsammen spillet en afgørende rolle i årets resultat,” fortæller hun.

Cykelnerven ville ikke eksistere uden alle de frivillige kræfter der støtter op om den årlige begivenhed igen og igen.

“Vi sender en stor tak til alle ryttere og de frivillige holdkaptajner og coaches, der har cyklet med i år og arbejdet benhårdt på at fundraise – både på og af cyklen – og vi er også meget taknemmelige for den enorme opbakning, vi møder fra det danske erhvervsliv”, fortæller Mette Hjulmand.

Vi vil også gerne takke være alle de virksomheder der har støttet op om Cykelnerven – enten direkte eller ved at donere til en rytter eller har købe en logoplacering på en eller flere rytteres cykeltøj. Vi har i år haft rekordmange logoer på vores trøjer, og vi er så taknemlige til hver enkelt af vores sponsorer for deres bidrag. En særlig tak skal også lyde til vores hovedsponsorer, Vestas og Hempel. Deres støtte og vores samarbejde er helt uvurderligt for Cykelnerven, og vi glæder os til at have både Vestas og Hempel med ombord næste år igen.

Se alle indsamlingerne fra Cykelnerven 2024

Se alle de flotte indsamlingsresultater, og støt indsamlingen til Cykelnerven 2024.

Se indsamlinger