Gå til hovedindhold

Medicinsk cannabis: Siger din læge nej, er der tre muligheder

8. januar 2018
Kort fortalt

Nej, nej, nej. Sådan lød svaret til de fleste, der i sidste uge spurgte deres læge eller neurolog om muligheden for cannabis på recept. Og hvilke muligheder er der så?

Thumbnail

De fleste, der i sidste uge spurgte deres læge eller neurolog om muligheden for cannabis på recept, står tilbage med en lang næse. 

I præcis én uge har forsøgsordningen med medicinsk cannabis været i gang. Men det er ikke mange informationer og meget vejledning, lægerne har fået til at læne sig op ad. Og derfor har flere valgt slet ikke at udskrive den medicinske cannabis-te.

Men er der noget at gøre, hvis både læge og neurolog siger nej? Ja er svaret. Der er nemlig tre muligheder, hvis ikke man vil opgive kampen for en recept på det omdiskuterede cannabis.
 

Der er den første mulighed…

Vores sundhedsminister har nævnt det igen og igen. Det frie læge- og sygehusvalg. Du kan altså vælge at skifte scleroseklinik, da valget er frit i Danmark.

Hvis du vil det, skal du have din praktiserende læge til at henvise dig til den klinik, du ønsker at blive tilknyttet. Hvis klinikken har for lang venteliste, kan de dog afvise dig, og så er du nødt til at vælge en anden scleroseklinik.  

Men du skal være klar over, at det er alle dine andre behandlinger, der flytter med, hvis du vælger at skifte klinik – og så bliver afstanden fra din bopæl til klinikken højst sandsynligt længere.

Og så er der to andre... 

De to andre muligheder er smerteklinikker og privatpraktiserende neurologer. De kan give en ekstra vurdering af, hvorvidt du bør få udskrevet cannabis i mod de problemer, som du har brug for at medicinere.

Det er dog ikke alle smerteklinikker, der føler sig klædt på til at udskrive cannabis. Derfor er det en idé at undersøge, hvordan de forholder sig til planten som medicin, inden du booker en tid. Og så er der ventelisterne. De kan være temmelig langtrukne.

Giver man en smerteklinik eller privatpraktiserende neurolog et skud i bøssen, skal du have fingrene i en henvisning fra din læge eller neurolog. Med sådan én i hånden får du nemlig dækket de udgifter, der ellers er, når du går til privaten.

Og det kan du også vælge at gøre, hvis du ikke får fat i en henvisning. Men uden henvisningen må du op med pungen, når du reserverer en tid.

Det er værd at vide…

Hvilket andet medicin, har du allerede prøvet mod problemerne – og hvor mange forskellige slags medicinpræperater? Det er noget, som de fleste læger og neurologer kigger på, inden de beslutter, om du kan få cannabis på recept. Medicinsk cannabis vil nemlig sjældent være det første, de vælger at udskrive mod dine symptomer, fordi der findes lidt evidens på området.

Og så er det en idé, at spørge lægen hvad deres holdning er til medicinsk cannabis, og hvordan fremtidsudsigterne ser ud. Måske er de slet ikke så skeptiske over for den nye forsøgsordning, men har brug for længere tid til at undersøge, hvordan de skal forholde sig til det hele.

1 Kommentar
notamember
Ulla Ringgren … - 12. januar 2018

Artiklen indeholder de oplysninger, man har brug for og gør det på en overskuelig måde. TAK.

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.