Gå til hovedindhold

Kun hver sjette dansker skriver testamente

15. november 2017
Kort fortalt

Sammen med 30 andre velgørende organisationer står Scleroseforeningen bag det nye initiativ Det Gode Testamente, der tilbyder gratis juridisk rådgivning og hjælp til at opnå tilskud til udfærdigelse af et testamente. Se filmen og få hjælp til dit testamente.

Film om gratis hjælp til testamente

Har du taget stilling til, hvad der skal ske, når du engang skal her fra? 'Næh, ikke rigtig', tænker du måske. Og du er langt fra alene. Kun hver sjette dansker har nemlig aktivt taget stilling til, hvad der skal ske med deres arv, når de går bort.

Men der kan være mange fordele ved at få sin sidste vilje ned på papir, mens man stadig kan. Det Gode Testamente er et nyt samarbejde mellem Scleroseforeningen og 30 andre velgørende organisationer. Sammen har vi lanceret www.detgodetestamente.dk, hvor du kan få gratis juridisk rådgivning og blive klædt godt på til at tage stilling til dit testamente.

Se filmen og få mere at vide om, hvordan du kan få hjælp til dit testamente.

Helga har skrevet testamente

En af dem, der har taget aktiv stilling er Helga Møller. Da Helgas niece i 2015 fik diagnosen sclerose, ramte urimeligheden i niecens svære diagnose Helga hårdt. Nu har hun besluttet at testamentere en del af sin fremtidige arv til Scleroseforeningen. 

”Jeg ville gerne bakke op om at gøre noget ved den her forfærdelige sygdom. Og når man som jeg ikke selv har arvinger, så opstår der naturligt en tanke om at få styr på, hvad der skal ske med ens penge. Det gik op for mig, at der var nogle skattemæssige fordele i at testamentere en del af min arv til en velgørende forening, og det var helt naturligt for mig, at det skulle være Scleroseforeningen,” forklarer Helga om sin beslutning.

Helgas niece Christine har sclerose. Derfor har Helga testamenteret en del af sin arv til Scleroseforeningen.

Giv noget godt videre

Organisationerne bag håber samtidig, at indsatsen vil øge danskernes kendskab og lyst til at skrive velgørende formål ind i deres testamente. For mens undersøgelser viser, at 8 ud af 10 danskere aktivt har valgt at donere et beløb til en velgørende organisation inden for det seneste år, så er det kun knap 2 procent af os, som betænker velgørenhed i vores testamente.

”I Scleroseforeningen oplever vi, at mange gerne vil betænke os i deres testamente, men at de ikke kender mulighederne for det. Nogen tror, at det er vanskeligt at få lavet et testamente, mens andre tror, at man SKAL give hele sin arv til én modtager. Derfor er vi med i det nye samarbejde, så vi sammen kan skabe den nødvendige viden og opmærksomhed ”, siger Mogens Damgaard om baggrunden for Scleroseforeningens medvirken i Det Gode Testamente.

Bliv klogere på dit testamente

Klik dig ind på Det Gode Testamentes hjemmeside og få gratis og uafhængig juridisk rådgivning og læse mere om fordelene ved at skrive testamente.

www.detgodetestamente.dk

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.