Gå til hovedindhold

Hønen eller ægget?

15. maj 2018
Kort fortalt

Sclerose skyldes immunsystemets angreb på nervernes myelin. Og dog. Ny forskning tyder på, at de autoimmune reaktioner først sætter ind efter, der er opstået små, tidlige skader på myelin. Dén erkendelse kan sætte en ny dagsorden for, hvordan sclerose skal bekæmpes.

Hvad starter sclerose? Myelinskader eller inflammation? Eller spurgt på en anden måde: Er inflammation i hjernen en konsekvens af myelinskader, eller vil inflammation og immunangreb accelerere myelinskader?

Det kan virke som en fjern akademisk snak, men det er alligevel et meget central punkt i forståelsen af sclerose.

Udfordrer konsensus

Forskere fra University of Calgary i Canada har i et nyt studie sat spørgsmålstegn ved den gængse teori om, at et immunangreb mod myelin er den centrale begivenhed, der starter sygdommen. Den udbredte holdning anskuer nemlig sclerose som en ‘udefra-ind’ sygdom:

At sclerose starter ved at immunceller fra kroppen bevæger sig ind i hjernen og ødelægger myelin. Altså at sclerose populært sagt ‘kommer fra blodet, ikke fra hjernen’. 

Immunangreb sker efter myelinskader

Den konsensus bliver nu udfordret: I det nye studie opdagede forskerne, at små ændringer af myelinstrukturen i nerverne opstår forud for de inflammatoriske og autoimmune reaktioner, der er så ødelæggende i hjernen.

I forsøgsmus, der kunstigt havde fået lavet en mild skade på deres myelin, så det lignede de tidlige stadier af sclerose, så forskerne, at musene udviklede hjernelæsioner, der ligner sclerose-plaks, med inflammation, kraftigere autoimmune angreb på myelin og decideret tab af myelin.

Med andre ord viste eksperimenterne, at små, tidlige ændringer i myelin leder til immunreaktioner, der yderligere ødelægger myelin og skaber inflammation.  

Stoppe nedbrydning af myelin

Selvom resultaterne fra mus ikke beviser, at den proces også finder sted i sclerose hos mennesker, så peger det dog på en potential ny mekanisme, der kan starte sygdommen.

Det støtter teorien om, at kampen mod sclerose skal fokusere på myelin som et mål for forebyggende behandling: Forskerne vil nu teste strategier til at stoppe nedbrydning af myelin for at se, om det kan forhindre de efterfølgende autoimmune angreb.

Myelinbehandling fremfor immunbehandling

En af de ledende forskere, Dr. Peter Stys, udtaler:

"Behandling mod sclerose har overvejende været målrettet immunsystemet. Og selvom immunmedierende medicin kan være meget effektiv mod attaks, så har de alle en begrænset virkning på de senere progressive stadier af sclerose - dér hvor invaliditet og blivende myelinskader for alvor indtræffer".  

Håbet er, at ved at forstå de bagvedliggende årsager og mekanismer ved nedbrydning af myelin, så vil det være muligt at sætte ind med målrettet ’myelin-behandling’.

Man kan læse mere om studiet her, og en pressemeddelelse fra Universitetet her.

Der er ingen kommentar endnu