Gå til hovedindhold

Per fejrer fem år i Cykelnervens grønne trøje

17. maj 2018
Kort fortalt

Per Holst Rasmussen fra Hjallerup har været holdkaptajn for Cykelnervens hold i Nordjylland lige siden den spæde start i 2014. Og nu står han igen i spidsen for det nordjyske hold, når de for femte gang indtager de franske bjerge for en verden uden sclerose.

Per med sin kone og deres børn

I disse dage er Cykelnervens 300 mand store felt på vej mod Pyrenæerne, hvor de skal cykle de allermest afgørende Tour de France-bjerge i kampen for en verden uden sclerose. Blandt de allermest erfarne og engagerede ryttere på holdet er Per Holst Rasmussen fra Hjallerup i Nordjylland. Han har været holdkaptajn for Cykelnerven Nordjylland lige siden cykelløbets opstart tilbage i 2014.

”Min kone har sclerose, og har haft det i snart 25 år, så da jeg hørte om Cykelnerven, tænkte jeg, at det var min mulighed for at gøre en forskel på området og gøre omverdenen opmærksom på sclerose ”, fortæller Per om baggrunden for sin kærlighed til cykelløbet.

Cykelnerven er Danmarks hårdeste velgørenhedsløb på to hjul, og byder hvert år på nye bjerge og nye sportslige udfordringer for de mange hundrede deltagere. Turen tilrettelægges nemlig hvert år på baggrund af den officielle Tour de France-rute, hvor rytterne prøver kræfter med de præcis samme bjerge som de professionelle ryttere.

 

Den ultimative udfordring

Udover den sportslige udfordring i de franske bjerge, byder Cykelnerven også på en stor udfordring på indsamlingsfronten. Hver rytter skal nemlig samle penge ind til forskning forud for cykelturen. For Per er indsamlingen et vigtigt stykke arbejde, som han i rollen som kaptajn for nordjyderne står i spidsen for.

”Jeg plejer at sige, at det sværeste bjerg at overkomme er indsamlingsbjerget, men når man er kommet over det, er man altså efterladt med en fantastisk følelse. For det første møder man jo en masse spændende mennesker. Og for det andet er det en virkelig stærk følelse at lede et hold, få lov til at samle penge ind og hjælpe alle dem, der lever med sclerose og forhåbentlig gøre en seriøs forskel for dem, der får sygdommen i fremtiden ”, forklarer Per om sit engagement i kampen for en verden uden sclerose.

Sidste år indsamlede Per og ni andre nordjyder til sammen 250.000 kr. ind til forskning i sclerose. Og til juni er Per klar til endnu en cykeltur i Tour de France-rytternes hjulspor. Du kan støtte Pers indsamling her https://www.cykelnerven.dk/indsamling/221

Der er ingen kommentar endnu