Gå til hovedindhold

Den manglende erkendelse af sygdommen fik Stine til at tie

29. august 2017
Kort fortalt

I seks år holdt Stine Rasmussen sclerose-diagnosen skjult på sine arbejdspladser, fordi hun følte, det var en privat sag, der ikke angik ledelse og kollegaer. Men hemmeligheden blev i perioder til en usund livsstil, der først blev brudt, da Stine nåede til en erkendelse af, at sygdommen ikke ignoreres ihjel.

Thumbnail

Det var hundrede og tyve procent sikkert, at Stine ikke ville få jobbet, hvis hun fortalte dem om sin sygdom.

Sådan lyder det i hvert fald, hvis man spørger Stine Rasmussen. For atten år siden, som 27-årig og netop færdiguddannet geolog, fik hun diagnosen attakvis sclerose. En sygdom, som hun var sikker på, ville blive stopklodsen for en karriere i geologfeltet, hvis hun ikke holdt den skjult.

Derfor blev diagnosen en hemmelighed. Ikke for familie og venner, men over for arbejdsgivere og kollegaer.

”Jeg havde det sådan, at jeg syntes, at det var uretfærdigt og tarveligt, hvis sygdommen skulle stå i vejen for, at jeg kunne komme ind på arbejdsmarkedet og arbejde med det, som jeg drømte om og havde knoklet for,” siger Stine.

Beslutningen var en selvfølge

Da Stine kort tid efter diagnosen fik tilbudt et job i et geologfirma, stod det derfor hurtigt klart, hvad hun ikke ville nævne.

”Jeg prøvede panisk at holde fast i mit fag. Jeg skulle bare i gang og ud på arbejdsmarkedet. Derfor var det egentlig ikke en beslutning, jeg særlig aktivt tog, da jeg ikke fortalte det før ansættelsen,” fortæller Stine.

”Jeg ignorerede fuldstændig min sclerose og var ikke dér, hvor jeg havde erkendt, at sygdommen var noget, jeg skulle leve med resten af livet,” forklarer hun.

Fra det ene job til det næste

I det første job opdagede de aldrig Stines diagnose, før hun år senere skiftede arbejdet ud med et andet. Og heller ikke på den nye arbejdsplads fik de noget at vide om den kroniske sygdom.

”Jeg skiftede job et par gange, og hver gang valgte jeg ikke at fortælle noget. For mig var sygdommen noget meget personligt, der ikke ragede alle og enhver. Sclerose var ikke noget, jeg identificerede mig med, eller som havde konsekvenser for min indsats,” fortæller hun.

Men selvom Stine i flere år efter diagnosen ikke fik ét eneste attak, der havde betydning for hendes evne til at arbejde, var der alligevel sider af sygdommen, hun var nødt til at forholde sig til.

Ugerne blev planlagt efter hemmeligheden 

Medicinen. Den tog Stine, når hverdagene på arbejdet var klaret, og derfor forløb weekenderne med influenzalignende bivirkninger, før endnu en ny arbejdsuge begyndte.

”Tosse-Stine,” udbryder hun og ryster på hovedet.

For Stine kan sagtens se, at det ikke var optimalt, når hun tænker tilbage. Hun blev syg af bivirkningerne og livsstilen, og derfor besluttede hun at holde en pause med medicineringen. Og efter lidt tid skiftede hun job igen.

”Det, at jeg havde sclerose, var begyndt at vokse meget i mit hoved på det her tidspunkt, for man kan jo sige, at det lidt er at leve på en usandhed. Ikke en løgn, men jeg fik ligesom ikke fortalt hele historien,” uddyber Stine.

Det var et spørgsmål om erkendelse

Alligevel besluttede hun, at den kroniske sygdom endnu engang ikke skulle nævnes, da hun fik tilbudt et nyt job i 2004.

”Det var først lidt tid efter, jeg blev ansat, at jeg fik sagt det, og det føltes som et virkelig stort skridt at fortælle ledelsen om diagnosen, for det havde jeg jo ikke gjort før,” fortæller Stine og fortsætter:

”Jeg tror, at grunden til, at jeg valgte at sige det på det tidspunkt, var, at jeg endelig fik bearbejdet nogle af de følelser, som jeg i seks år havde ignoreret. Jeg blev tilbudt psykologhjælp i en anden forbindelse, og det hjalp mig virkelig til at nå til en slags erkendelse af, at jeg havde den her følgesvend af en sygdom, som vil være der hele livet. Og så var jeg samtidigt på en arbejdsplads, hvor jeg faktisk havde fået et tæt forhold til mine kollegaer, og hvor jeg følte mig rigtig godt tilpas.

Og så skete det

Kun et halvt år efter, at Stine åbnede op om sin skjulte diagnose for arbejdspladsen, til hun fik sit første større attak som påvirkede hendes arbejdsevner efter diagnosen seks år forinden.

”Både ledelsen og mine kollegaer havde taget det så pænt, da jeg, før attakket, havde fortalt dem, at jeg havde sclerose. Så der var slet ingen problemer, da jeg måtte sygemelde mig 14 dage efter attakket,” fortæller Stine. Siden gik der seks år, før sclerosen for alvor fik en indflydelse på Stines arbejdsevner, der resulterede i, at hun fik et fleksjob hos arbejdsgiveren, hvor hun stadig er i dag.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.