Gå til hovedindhold

Årets julegavehit: Giv en fed!

5. december 2017
Kort fortalt

At finde den perfekte julegave til ham, der ikke ønsker sig noget, og hende, der allerede har alt, kan være noget af en udfordring. Men det er der råd for, når Scleroseforeningen torsdag den 7. december går i luften med kampagnen Giv en fed og lancerer årets julegave: et CannabisPartnerskab.

Årets julegave idé fra Scleroseforeningen er Giv en Fed

Står du og mangler inspiration til julegaverne, så puds brillerne og læs med her. Årets fedeste julegaveidé kommer fra Scleroseforeningen, og du kan få fingrene i den, når foreningen lancerer julegavekampagnen Giv en fed!

Hvaaad… er de fuldkommen vinde og skæve i Scleroseforeningen, tænker du måske?

Nej, der er alvor bag juleløjerne og den sjove julegaveidé. Baggrunden er den forestående forsøgsordning med cannabis til medicinsk brug, som træder i kraft per 1. januar 2018. Der er bare ét problem. Der er ikke noget tilskud til ordningen, så udgiften for den enkelte patient vil blive næsten 3.000 kr. om måneden ifølge beregninger fra Sundheds- og Ældreministeriet. Ja, du regnede rigtigt: 36.000 kr. om året.

Det er dyrt og alt for dyrt for de mange sclerosepatienter, der ellers er i målgruppe for forsøgsordningen. Altså de mange sclerosepatienter, der lider af svære smerter og spasmer, og som ingen effekt har af almindelige lægemidler. De er ofte for syge til at arbejde og lever af sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension.

En egenbetaling på næsten 3.000 kr. om måneden tvinger mange af dem til at vælge mellem et liv med svære smerter og spasmer eller et liv som kriminelle. De vil aldrig få råd til at skaffe deres medicin andre steder end på det sorte marked.

Bliv CannabisPartner

Med Scleroseforeningens julegavekampagne kan alle forære hinanden en sjov og velgørende julegave i form af et CannabisPartnerskab. Et CannabisPartnerskab koster 200 kr., og til partnerskabet hører et flot diplom, der kan hænges på køleskabet eller sættes bag glas.

Ved at blive cannabispartner er man med til at gøre det økonomisk muligt for sclerosepatienter at være med i ordningen og derigennem få adgang til behandling med medicinsk cannabis ordineret af en læge og produceret under ordnede forhold. Også for de patienter, der ikke selv har råd til at betale 3.000 kr. om måneden. Klik dig ind på Givenfed.dk og få klaret julegaverne.

Derfor lancerer Scleroseforeningen et CannabisPartnerskab

Patienter, der i forvejen er svært belastede af deres sygdom, skal ikke kriminaliseres og stigmatiseres, fordi de opsøger cannabis som en sidste udvej til lindring af invaliderende symptomer. Mange sclerosepatienter oplever lindring fra cannabis, som de ikke opnår ved konventionel medicin. Det gælder også medicin baseret på syntetiske efterligninger af cannabisplanten.

Derfor hilser vi den kommende forsøgsordning velkommen. Men en egenbetaling på næsten 3.000 kr. er ikke fair. Alle de patienter, der er i målgruppen for forsøgsordningen, skal have lige adgang til ordningen uanset tykkelsen på deres pengepung.

Derfor lancerer vi årets julegaveidé i form af et CannabisPartnerskab. Med et CannabisPartnerskab hjælper du os med at gøre forsøgsordningen med medicinsk cannabis til en mulighed for alle, der er omfattet af ordningen. 

FAKTA: Hvad er et CannabisPartnerskab?

Et CannabisPartnerskab koster 200 kr., der går til et menneske, som har brug for medicinsk cannabis. Sclerosepatienter, som kan dokumentere, at de er omfattet af forsøgsordningen, kan søge om et CannabisLegat på 200 kr. om måneden. Tilskuddet gives for et år ad gangen for at mindske administrationsomkostningerne. Scleroseforeningen forbeholder sig ret til at bruge de indsamlede midler til støtte af scleroseforskning, hvis der ikke er ansøgere nok til midlerne, eller hvis forsøgsordningen mod forventning skulle blive fuldt finansieret.

Få svar på dine spørgsmål om medicinsk cannabis og den nye forsøgsordning lige her

Køb et CannabisPartnerskab lige her

2 Kommentarer
notamember
Ole Nysom - 6. december 2017

jeg er selv FB pga blodprop men giver fast beløb til sceleroseforeningen og kan derfor desværre ikke bidrage med mere men ville gerne støtte min kusine der er ramt, og har været det i mange år, af denne dødlige sygdom, næe støt kræft, næe støt kræft, og glem disse meget sansynligt dødsdømte mennesker hvor kommuner stadig skærer hos disse stakkels mennesker medens raske udnytter system for egen vinding, føler med disse sceleroseramte mennesker
Ole Nysom førtidspensionist!!

notamember
Ole Nysom - 6. december 2017

jeg er selv FB pga blodprop men giver fast beløb til sceleroseforeningen og kan derfor desværre ikke bidrage med mere men ville gerne støtte min kusine der er ramt, og har været det i mange år, af denne dødlige sygdom, næe støt kræft, næe støt kræft, og glem disse meget sansynligt dødsdømte mennesker hvor kommuner stadig skærer hos disse stakkels mennesker medens raske udnytter system for egen vinding, føler med disse sceleroseramte mennesker
Ole Nysom førtidspensionist!!

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.