Gå til hovedindhold

Vindere er fundet

8. september 2014
Kort fortalt
De glade vindere af en iPad Air og en weekend i Dronningens Ferieby er fundet
Thumbnail

En iPad Air og en weekend i Dronningens Ferieby var præmierne, da vi i sidste nummer af Lev med Sclerose efterlyste, at folk opdaterede deres mailadresser og mobilnumre hos os. Og tilsyneladende var det nogle præmier, der kunne få folk til tasterne. Hele 3200 medlemmer har siden bladet udkom i midten af august opdateret deres kontaktoplysninger og deltaget i lodtrækningen om de to fine præmier. Nu har digital projektleder Klaus Ibsen Bloch trukket to vindere. Ved hjælp af en såkaldt tilfældighedsgenerator på nettet, som man kan bede om at finde et tilfældigt nummer mellem fx 1 og 3287, er de to vindere nu fundet og kontaktet. 

To glade vindere

Det glæder os at kunne fortælle, at Palle Sandager fra Aarhus har vundet et weekendophold i Dronningens Ferieby ved Grenaa, mens Sonja Nielsen fra Årre har vundet en iPad Air. ”Jeg har været i Dronningens Ferieby før, og det er jo et dejligt sted! Det ligger godt i forhold til Ebeltoft og Nationalpark Mols Bjerge, så jeg vil tage min kone med på weekendophold, og så vil vi bruge det som udgangspunkt for et par skønne udflugter,” fortalte Palle Sandager, da vi ringede og fortalte ham den gode nyhed. Også Sonja Nielsen blev vældigt glad, da vi ringede og fortalte om gevinsten: ”En iPad er jo simpelthen så rar at have, og mine børnebørn vil med sikkerhed elske den. De bliver glade nu, det er helt sikkert!” 

Ny digital strategi

I Scleroseforeningens sekretariat er der også glæde. Over 3200 modtagere af Lev med Sclerose har opdateret deres kontaktoplysninger, og det betyder meget: ”Vores strategi er, at foreningens kommunikation med medlemmerne skal blive mere og mere digital. Men for at den kan blive det, har vi brug for at have folks mailadresser. I fremtiden vil man kunne tilmelde sig arrangementer som fx de regionale medlemsmøder på nettet, lokalafdelingerne vil kunne sende mails til alle medlemmer i deres lokalområde og vi vil kunne spare rigtigt, rigtigt mange penge i porto ved at sende mails og nyhedsbreve ud i stedet for breve og magasiner med posten,” forklarer digital projektleder, Klaus Ibsen Bloch.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.