Gå til hovedindhold

Viljen er alt

18. december 2012
Kort fortalt
At nå toppen af et bjerg kræver noget af kroppen, men det kræver endnu mere af knoppen. Det mener 40-årige Louise, der trodsede sin sclerose og besteg Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, sammen med en gruppe kolleger

Af Gitte Rudbeck

Træthed, følelsesløshed, kramper i benene og smerter i hænderne, der gør det nødvendigt at spise smertestillende piller næsten hver dag. Louises liv har været mærket af sclerosen, siden hun en morgen for to år siden vågnede op følelsesløs fra livet og ned.

Alligevel var hun ikke et sekund i tvivl og slog straks til, da lejligheden bød sig for at sætte sin fysiske og mentale styrke på den helt store prøve: at bestige det 5.895 meter høje bjerg Kilimanjaro i Tanzania sammen med en gruppe kolleger.

Drømmen om Kilimanjaro havde længe rumsteret i hende. Faktisk lige siden hun var en stor teenagepige. Og nu kom lejligheden til hende på et tidspunkt, hvor sygdommen havde skærpet hendes bevidsthed om, at man skal gøre det, man gerne vil, mens muligheden er der.

Træningen er intet, viljen er alt

Gennem et helt år byggede Louise målrettet kroppen op til den store tur med intensiv løbe- og styrketræning og mindfulnessøvelser. Alligevel er hun overbevist om, at det ikke bare var en god fysisk form, der bragte hende i mål:

”Når det kommer til stykket, er træningen intet, og viljen alt. For uanset hvor god form, man er i, så er det så usandsynlig hårdt til sidst. Jeg kom kun op på toppen, fordi jeg virkelig VILLE. Det var som at have en stemme indeni, som bare sagde: Jeg SKAL!”

Mindede om et attak

Selvom Kilimanjaro ikke er et teknisk svært bjerg at bestige, kan ingen være sikre på at nå toppen. Det skyldes, at man under den sidste del af opstigningen kommer så højt op i den tynde luft, at der er stor risiko for at få højdesyge.

Også blandt Louises kolleger var der et par stykker, der faldt fra inden målet, fordi de ikke kunne klare højden. Louise, derimod, følte, at der var noget bekendt ved højdesygen... kvalmen og udmattelsen mindede hende om et attak, og det hjalp hende til at håndtere den, mener hun selv.

En drøm gik i opfyldelse

Den 29. september 2012 klokken 8.30 om morgenen nåede hun toppen efter fire hele dages og en nats vandring i mørke, indtil solen brød frem to timer før målet.

”Det var meget, meget følelsesladet. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet noget så fantastisk. Det var en drøm, som gik i opfyldelse,” fortæller Louise om at stå på toppen:

”... og så var det det, at jeg havde formået det – på trods af sygdommen. At jeg havde sat mig et mål og nået det. Det gav mig virkelig noget.”

Man lærer noget om sig selv

Man lærer noget om sig selv, når man presser sig selv, forklarer Louise. Man lærer, at man kan presse sin krop og sit sind til meget mere, end man troede, mener hun:

”Det giver noget at presse sig selv. Man får et kick, når man overraskes af sin egen styrke og oplever, at man formår meget mere, end man troede.”

Nye mål

Tilbage i Danmark fik Louise et attak. Anstrengelserne havde været store, og behovet for bare at slappe af trængte sig på. Men her et par måneder senere er hun i fuld gang med at sætte sig nye mål. Inkastien kalder. Det samme gør en basecamptur på Mount Everest.

Mulighederne er mange, og nye kommer hele tiden til. For Louise lever efter devisen:

”Hellere fortryde noget, jeg gjorde, end noget jeg ikke fik gjort.”

 

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.