Gå til hovedindhold

Vi sidder i et fængsel!

14. juni 2013
Kort fortalt
”Jeg kan da ikke bare tage alene på ferie uden Birthe. Det gør man da ikke efter 36 års ægteskab,” siger Frits vantro. Kommunen har foreslået ham at tage på ferie alene, nu hvor de tager handicapbilen fra parret, og Birthe ikke længere kan komme med

Det begyndte at gå skævt allerede i 2007, husker Frits. Det var omkring det tidspunkt, at Birthe mistede resten af sin stå- og gangfunktion, og behovet for hjælpemidler blev større.

"Det var som om, at der skete et holdningsskifte. Lige pludselig blev vi mødt med et skuldertræk og en besked om, at vi bare måtte vente eller kunne klage, hvis vi ikke var tilfredse."

Det hele startede med, at forhjulet på Birthes kørestol knækkede. 7 mdr. tog det at få en ny kørestol til hende. Da parret stillede sig undrede sig over, at det kunne tage så lang tid, fik de at vide, at de bare kunne leje en. Det måtte de så gøre. Lige siden har bøvlet varet ved:

"Så sent som i sidste uge måtte jeg ringe og høre, om de da ikke havde modtaget vores ansøgning tilbage i januar om en sele til at spænde Birthe fast, fordi hun falder forover og ud af sin kørestol og sit toiletsæde. Den var blevet væk for dem, og ved samme lejlighed fik jeg at vide, at det godt kunne tage et års tid at behandle den."

Slut med at komme uden for hjemmet

"Og nu tager de så handicapbilen, har de sagt, for de synes ikke, at Birthes kørselsbehov er stort nok, selv om bilen er vores eneste mulighed for at komme uden for hjemmet," fortæller Frits, der sammen med Birthe har rejst Sverige og Lapland tyndt:

"Når vi mister bilen, kan vi ikke længere foretage os noget uden for huset sammen. Det er slut med at tage på ferie, ja, bare at køre en tur ned på Langelinie for at kigge ud over havet og spise en is. Vi kan heller ikke komme ud og handle sammen. Birthe kan ikke selv køre ud og handle. Hun kan ikke huske og kan ikke længere orientere sig og er flere gange faret vild. Og jeg kan ikke cykle med, fordi mine knæ og hofter er ødelagte af gigt. Fysioterapi kan hun heller ikke længere komme til. Til det har de sagt, at Birthe bare kan få fysioterapi i hjemmet. Det er det, jeg siger: Vi sidder simpelthen i et fængsel."

Har aldrig besøgt sine børn

Efter Birthe mistede sin ståfunktion, har hun ikke kunnet besøge sine tre børn og plejedatteren, der kom til familien som 4-årig. "Tidligere kunne det godt lade sig gøre at hjælpe hende med at stavre op ad trapper, men ikke efter hun helt mistede sin ståfunktion, og de bor alle på trapper," forklarer Frits. Han har derfor søgt kommunen om en trappemaskine. Men det har han fået blankt afslag på.

På spørgsmålet om, hvad det betyder for Birthe, at hun aldrig har besøgt sine børn, svarer han:

"Det er ikke så længe siden, at hun blev sat på antidepressiv medicin, fordi hun netop hele tiden sad og græd og var ked af, at hun ikke kunne besøge sine børn. Og så aftalte vi med lægen, at hun skulle have de her piller, men det er jo ikke løsningen."

Når Birthe skal besøge sin gamle mor, der bor i Jylland, er hun henvist til at være i et mørkt lille kælderrum, for der er også trapper, som Birthe ikke kan komme op ad.

"Men når nu de tager bilen, ja så er det jo helt slut med at komme derovre. Jeg tror ikke, at hun får mulighed for at sige farvel til sin mor," siger Frits.

"Det er noget mærkeligt paradoksalt noget. På den ene side hører vi, også fra folk i kommunen, at det er vigtigt, at man har et socialt netværk i vores situation, på den anden side kvæler de vores."

 

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.