Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Vejen til en ny seksualitet
d. 17 april 2015

Alle mennesker har en seksualitet, og den forsvinder ikke, når man bliver syg. Desværre er der alt for mange, der tror, at når man bliver syg eller får et handicap, kan man glemme alt om sex. Eller ihvertfald gå så meget på kompromis at fornøjelsen udebliver. Og det er en skam.

Klumme af Else Olesen, sexolog 

En velfungerende seksualitet er med til at øge livskvaliteten, den er en af grundstenene i et godt parforhold, og der er absolut ingen grund til at droppe det, fordi man har fået sclerose – faktisk tværtimod. Kroppen er muligvis blevet forandret og reagerer anderledes, end den plejer, og man skal måske lære nye ting og gå nye veje, men man kan sagtens have et dejligt, intimt sexliv alligevel.

Den onde cirkel

Populært siger man, at i et parforhold fylder et velfungerende sexliv 10 procent, mens et dårligt sexliv fylder 90 procent. Det skal forstås på den måde, at når sexlivet ikke fungerer, bliver det hurtigt den berømte elefant midt i rummet, som alle kan se, men ingen taler om. Og selvom der gælder lidt andre regler, når der er sygdom involveret, er det alligevel noget, der er værd at tænke over.

Det kan nemlig hurtigt blive en ond cirkel. Den manglende sex kan føre til frustrationer, bebrejdelser, misforståelser og skyldfølelse, og det går ud over intimiteten i forholdet. Kommunikationen begynder at svigte, det bliver sværere at tale ordentligt sammen, og der begynder at komme alvorlige problemer i parforholdet, så man i værste fald går fra hinanden. Livskvaliteten daler, og det bliver sværere at mestre sygdommen, når man skal kæmpe med parforholdet og en masse bekymring og sårede følelser oveni.

Heldigvis kan den onde cirkel – hvis det er kommet så vidt – brydes, og intimiteten og sexlivet blomstre op igen.

3 trin til en ny seksualitet

Uanset hvor omfattende din sygdom er, kan du få et tilfredsstillende sexliv, hvis du ønsker det. I nogle tilfælde kræver det selvfølgelig mere arbejde end i andre, men med tålmodighed og villighed til at gøre det arbejde, der skal til, er du godt på vej.

Hvis du følger disse tre trin, er der gode muligheder for, at du opdager en ny – og måske endnu bedre – seksualitet.

1. Først og fremmest gælder det om at finde ud af, hvordan sclerosen og/eller medicinen påvirker lige præcis din seksualitet.  Er der tale om rejsningsproblemer, nedsat følsomhed, træthed, dårligt humør, spasmer, lammelse? Er der andre fysiske udfordringer på grund af handicap? Er du blevet mere genert over at være nøgen, fordi din krop har forandret sig? Vær nysgerrig! Stil spørgsmål til dig selv – og gerne til din læge eller andet fagpersonale med forstand på sclerose og seksualitet. Søg viden i bøger og på internettet. Når du ved, hvordan sygdommen påvirker din krop og seksualitet, er du nemlig meget bedre rustet til at tage hånd om det.

2. Accepter, at du skal til at erstatte din gamle seksualitet med en ny seksualitet. Du kan måske ikke ”præstere” på samme måde eller i samme omfang som før, men hvad kan du så i stedet for? Hvordan er din seksualitet – hvad tænder dig? Hvad tænder dig ikke? Søg nye veje at være seksuelt sammen med dig selv og en eventuel partner på. Hav fokus på, hvad der virker, i stedet for at ærgre dig over, hvad der ikke virker. Vær nysgerrig! Find inspiration i bøger, blade, film og på internettet – hvad har andre gjort? Hvordan har de løst det? Du kan også overveje at søge hjælp og inspiration hos en autoriseret sexolog eller en af sexologerne på sclerosehospitalerne i Ry og Haslev.

3. Find ud af, om erotiske hjælpemidler kan være en del af løsningen. Det kan f.eks. være en penispumpe og/eller en penisring, hvis du har rejsningsproblemer, eller en vibrator, hvis du har nedsat følsomhed. Der findes et utal af erotiske hjælpemidler, som er specielt designet til seksuelle dysfunktioner. Husk, at du kan søge om tilskud til erotiske hjælpemidler hos kommunen. Det kan også være noget så simpelt som en stor pude, der ligger det helt rigtige sted, så du ikke selv skal bruge kræfter på at holde din krop i specielle stillinger. Igen; vær nysgerrig. Prøv dig frem. Spørg eventuelt din fysioterapeut, om der findes stillinger, som kan aflaste din krop under sex.

Ha’ det sjovt!

Når du følger ovenstående trin, enten alene eller sammen med en partner, så husk at have det sjovt! Der er ikke noget mere dræbende for dejlig sex end alvor og selvhøjtidelighed, så forsøg at grine – kærligt! - af jer selv og hinanden. For det kan godt være, at det føles akavet og mærkeligt i starten. I skal prøve nye ting og se jer selv og hinanden i helt nye situationer – det er klart, at det hele ikke lykkes i første forsøg. Men det bliver måske nemmere og i hvert fald sjovere, hvis I formår at grine af det.

Forsøg at gå til det hele med åbent sind, humor og tålmodighed. Husk også hele vejen igennem at mærke efter og respektere egne og hinandens grænser. Og husk så til sidst, at I altid kan søge hjælp hos en autoriseret sexolog eller andet fagpersonale, der ved, hvad det drejer sig om.

Det vil muligvis føles besværligt, pinligt og akavet i starten, men du/I vil hurtigt opdage, at det er det hele værd. I vil komme tættere på hinanden, opleve forøget livskvalitet og små oaser af lykke og dejligt samvær. I vil komme ind i en god cirkel, hvor de nye oplevelser fører til mere intimitet og god kommunikation. Jeres parforhold vil blomstre, og sygdommen vil blive en lille smule nemmere at mestre.

Rigtig god fornøjelse.

Kommentarer

Alenemanden (tir, 21/04/2015 - 08:38)

Når man pludselig får konstateret sklerose, diagnosticeret i 2000 som, 44 årig, mister man lige pludselig troen på sig selv og sin formåen, men min hustru overbeviste mig om at min manglende rejsning, alene skyldtes min manglende tro på mig selv, så med hjælp fra min hustru, kunne min penis pludselig som før, dog var det lidt bøvlet når man skulle rulle kondom på så kunne rejsningen godt aftage, men hustruen var meget forstående så hun prøvede bare igen, men mange gange blev det så uden beskyttelse og det var heller ikke optimalt, hustruen kunne ikke tåle p piller, men da jeg lod mig sterilisere, vendte sex lysten for alvor tilbage og nu kan den næsten på kommando, men min hustru er desværre ikke mere, hun døde af uhelbredelig kræft i sine tarme i 2014

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy