Gå til hovedindhold

VÆR ÅBEN OM SYGDOMMEN, MEN IKKE OM BEKYMRINGERNE

30. august 2016
Kort fortalt
MagaSinet har talt med psykolog Marianne Nabe-Nielsen om forældreskab – og hvad man egentlig skal fortælle børnene, når sclerose bliver en del af hverdagen.
Thumbnail

Hvad skal man som forælder fortælle børnene?

Forældre er ofte i tvivl om, hvad de skal fortælle børnene om sclerose, hvornår de skal gøre det og hvordan. Man vil nødigt gøre sine børn kede af det eller urolige og slår måske derfor problemerne hen. Men man kan ikke på længere sigt skjule, når der sker noget alvorligt i en familie. Og man kan ikke skjule for børn, at der er noget galt, når sygdommen påvirker hverdagen. Derfor er det vigtigt at snakke med børn på en alderssvarende og åben måde om hvad det er, der sker i familien. Det giver i sidste ende børn mere ro og giver dem mulighed for at spørge om de ting, de er i tvivl om eller kan blive bange for. Samtidig giver det også børnene bedre mulighed for at forstå sygdommen og sætte den ind i sin rette sammenhæng, så barnet f.eks. ikke tror, at det er dets skyld, hvis mor eller far er mere træt eller ked af det.

Hvordan kan man som forælder bedst støtte sit barn?

Mange forældre er forståeligt nok bekymrede for, om den usikkerhed og angst, man selv kan føle, når man er i krise, kan »overbelaste« barnet. Men man skåner ikke børn ved fortielse eller bagatellisering, men derimod ved at inddrage dem i, hvad der sker – på et alderssvarende niveau. Som hovedregel er det derfor mere beskyttende at fortælle børnene lidt af gangen og være lydhør overfor deres reaktioner og udspil, så man fornemmer, hvad de har brug for at vide. Hvis ikke man taler med børnene om sygdommen, vil børnene efterlades i et forståelsesmæssigt tomrum og før eller siden søge til deres fantasi og forestillinger om, hvad der er i vejen. Det kan medføre, at de danner nogle forestillinger om sclerosen, der langt overskygger virkeligheden.

Hvad kan barnet selv gøre for at gøre hverdagen nemmere?

Det er en meget vigtig pointe, at barnet ikke skal gøre noget. Det er forældrenes ansvar. Det er forældrenes opgave at sørge for, at barnet får en nemmere hverdag. Det er et faktum, at børn skåner den syge forælder for de mest svære spørgsmål og »negative« følelser såsom vrede eller skam. Ofte er det tabu og forbundet med skyldfølelse. Det kan derfor være af stor betydning for børn at have et fortroligt forhold til en anden voksen, f.eks. et andet familiemedlem eller en lærer, der er tæt på barnet. En god kontakt mellem forældrene og de andre voksne, der har daglig kontakt med barnet, kan være uvurderligt for, at barnet kan føle, at det er ok at bruge andre voksenkontakter. Det kan også gøre det lettere for barnet, hvis det er forældrene, der foreslår kontakten.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.