Gå til hovedindhold

Trivselsstjerne midt i København

17. februar 2010
Kort fortalt
Hvis du er sygemeldt, fleksjobber eller pårørende og bosiddende i København eller omegn, er Café Sygemeldt måske noget for dig. Her kan du møde andre i samme situation og få gode råd og et ordentligt skud optimisme med på vejen

Af Kira Madsen, journalist

Hver tirsdag formiddag slår Susanne Kjær, socialrådgiver og coach, dørene op for Café Sygemeldt. Caféen er et tre timer langt arrangement, hvor deltagerne kan høre oplæg om alt fra Mindfullness til orientering om arbejdsprøvning og den nyeste lovgivning. Før og efter oplæggene deler deltagerne deres egne erfaringer og glæden ved at møde andre i samme situation.

”Som sygemeldt føler man sig let isoleret. Man får en speciel rolle, fordi man kæmper med sygdom oveni ledigheden. Her kan man møde andre i samme båd og opbygge et netværk, så man ikke længere føler sig så anderledes,” siger Susanne Kjær, som driver caféen på frivillig basis.

Hun forklarer, at man som sygemeldt nemt kan drukne i håbløshed over sagsbehandling og fysiske og psykiske smerter, og hun startede caféen, fordi hun håber, den kan være med til at skabe et lyspunkt i mørket.

”Der er fem elementer i trivselsstjernen, som er vigtige i alle menneskers liv, og som caféen gerne skulle bidrage til. Det er anerkendelse, samhørighed, tryghed, forvandling og at bidrage til at gøre en forskel,” fortæller Susanne Kjær om grundlaget for at starte caféen.

Et lyspunkt i mørket
Der er en varm stemning i caféen og deltagerne, som kommer fra hele Sjælland, udtrykker stor begejstring for stedet, som fylder tre år til marts.

”Jeg havde helt opgivet håbet, da jeg startede med at komme her for et år siden. Men Susanne skaber et lyspunkt i mørket.  Det, som jeg værdsætter mest, er det medmenneskelige samvær og at møde andre i samme båd. I behandlingssystemet kan man nemt komme til at føle sig skamfuld og misforstået, men her bliver der sat fokus på de gode ting. Vi kan hjælpe hinanden til at få sat ord på frustrationerne og få en oplevelse af samhørighed,” fortæller en af deltagerne, Linea, 48.

Gennem de sidste tre år har omkring 100 oplægsholdere og 200 deltagere rundet caféen. Alle er frivillige, men det koster 50 kroner per gang at deltage. Pengene går til husleje, kaffe, the, småkager m.v. Der er typisk 8-12 deltagere hver tirsdag.

Caféen holder til i Kafé Knuds lokaler i Skindergade 21 i midten af København. Program og yderligere information kan findes på www.cafesygemeldt.dk

OBS. Cafélokalerne er desværre ikke tilgængelige for kørestolsbrugere.
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.