Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Talen til Dronningen
d. 23 maj 2011

Scleroseforeningens formand Christian L. Bardenfleths tale ved Dronningens besøg i Dronningens Ferieby

Deres Majestæt, mine damer og herrer – kære venner af Scleroseforeningen – rigtig hjertelig velkommen til Dronningens Ferieby.

Det er både en stor ære og en stor glæde for os, at Deres Majestæt har ønsket at besøge Feriebyen i forbindelse med årets sommertogt med Dannebrog.

For 21 år siden indviede De dette dejlige sted og lige siden har stedet budt på positive og glade oplevelser for tusinder af mennesker med sclerose. Men også andre grupper og gæster har gennem årene gjort nyttigt brug af Feriebyen.

Men meget har også forandret sig siden 1990. Feriegæster får nye behov og ønsker, og samtidig sætter 21 års brug sine spor. Trods løbende vedligeholdelse.

Derfor præsenterer Scleroseforeningen i dag planer for en modernisering og spændende visioner om udbygning af Dronningens Ferieby.

Den oprindelige ide var at bygge feriehuse, der var tilgængelige for mennesker med handicap. Give dem mulighed for at holde ferie med deres familie i herlige naturomgivelser og tæt på den dejligste badestrand. På lige fod med alle andre.

I løbet af de første par år blev det til 44 feriehuse og et fælleshus. Det hele blev passet af blot en enkelt medarbejder.

Snart viste der sig dog nye ønsker og behov. Mere service og flere faciliteter. Det var også indlysende, at Feriebyen var oplagt at bruge til møder og kurser.

I 2004 indviede vi så denne fantastiske mødesal med udsmykning af Per Arnoldi, og hvert år danner denne rammen for foreningens Delegeretforsamling som afholdes i november måned.

Gennem årene er flere medarbejdere blev ansat i takt med, at serviceniveauet er steget og der er vist ikke mange feriecentre, hvor man som her tilbyder hjælp til lapning af en kørestol!

Feriebyen er også blevet et sted, hvor der tilbydes en lang række aktiviteter, ikke mindst for børnene.

Således anvendes Dronningens Ferieby i dag heldigvis året rundt og siden indvielsen har der været næsten 70.000 gæster i Feriebyen.

Vi har passet godt på den, men nu er der som sagt et behov for at modernisere husene. Vores mål og vision er, at vi gerne vil gøre Feriebyen endnu mere attraktiv – ikke mindst for mennesker med handicap.

Det vil vi, selv om Dronningens Ferieby allerede i dag byder på alle muligheder for at holde en pragtfuld ferie. Vi hører stadig til den absolutte top, når det drejer sig om tilgængelighed for mennesker med handicap, og den danske natur findes ikke meget bedre end her.

Men vi skal endnu længere og planerne og visionerne har nu fået konkret form.

Modernisering af husene har selvfølgelig første prioritet. Vigtige elementer her er nyt inventar og åbning af husene ud mod den flotte natur, således at lyset og dermed endnu mere liv og glæde finder vej ind i husene.

Moderniseringen af husene koster mange millioner kroner, og det er ikke penge, som ligger og venter i vores kasse. Derfor er den eneste mulighed at søge om fondsstøtte og, vi er heldigvis allerede i en god dialog med nogle store fonde om opgaven. Lad os alle håbe, at vi møder den velvilje som disse flotte og gennemarbejdede visioner er udtryk for.

Mulighed for aktivitet er centralt i dagens ferietilbud. Derfor omfatter fremtidsvisionen for Feriebyen tillige stor aktivitetshal. Den skal give endnu flere oplevelser og udvide sæsonen, således at den daglige driftsøkonomi kan blive endnu bedre.

Lidt længere ude i horisonten ser vi også 3 til 5 nye storhuse. Fleksible huse med otte dobbeltværelser, som kan bruges både til ferieophold for større grupper af gæster eller personlige hjælpere – men som også kan anvendes til kurser og møder.

Vi håber snart at kunne gå i gang med den spændende fremtid. Målet er fortsat at sikre Dronningens Ferieby som et attraktivt tilbud. Først og fremmest for mennesker med sclerose og andre, der har brug for den gode tilgængelighed – og alle de faciliteter der følger med for at kunne leve op hertil.

Scleroseforeningens farve er grøn ligesom håbet – det er vores inderlige håb at se vores visioner og planer ført ud i livet indenfor en overskuelig fremtid.

Deres Majestæt – endnu en gang 1000 tak fordi De kom og kastede glans over vores ferieby!! Med de visioner og de planer vi har for dette herlige sted, er det vores ønske, at Dronningens Ferieby skal funkle lige så flot og være i lige så god form som Sceroseforeningens protektor, hvis navn den bærer.

Til sidst synes jeg vi skal udbringe et ni-foldigt leve for vores protektor Hende Majestæt Dronningen og for Dronningens Ferieby.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy