Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Svineinfluenzavaccine frikendes i forhold til sclerose

Både Sundhedsstyrelsen og sclerose-professor afviser sammenhæng mellem sclerose og svineinfluenzavaccinen Pandemrix

Den senere tid har der været en del skriverier i pressen om vaccinen Pandemrix og sclerose. I avisen B.T. har der blandt andet stået, at ”der er en del tilfælde af sklerose blandt de vaccinerede”.
Det afviser Sundhedsstyrelsen nu. Styrelsen har på baggrund af presseomtalen gennemgået alle indberetninger om formodede bivirkninger i forbindelse med vaccinen, der blev brugt i influenzasæsonen 2009-2010 under pandemien med A(H1N1), den såkaldte svineinfluenza.

Kun ét nyt sclerosetilfælde

I Danmark valgte man at vaccinere risikogrupper og 339.515 personer fik mindst én vaccination med Pandemrix. Der blev indberettet 667 formodede bivirkninger af vaccinen. Af dem var de 147 indberetninger klassificeret som alvorlige, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen vil sige, at tilstanden er dødelig, livstruende, kræver hospitalsindlæggelse eller lignende.
Af de alvorlige indberetninger var der tale om ét nyopstået sclerosetilfælde og ét tilfælde af forværring af en eksisterende sclerose-sygdom. Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at en sammenhæng mellem sclerose og vaccinen er ”mindre sandsynlig”.

Svensk studie afviser sammenhæng

Styrelsen henviser også til et svensk studie, der blev offentliggjort i 2011. Langt flere svenskere end danskere blev vaccineret med Pandemrix, og i det svenske studie sammenlignes 1.024.019 vaccinerede stockholmere med 921.005, der ikke blev vaccineret i forhold til en lang række sygdomme. Konklusionen i forhold til sclerose er, at risikoen for at udvikle sygdommen ikke er øget, hvis man har fået vaccinen.

Sandsynligt sammentræf

Neurolog på Dansk Multipel Sclerose Center (MSC) på Rigshospitalet, professor Finn Sellebjerg, der er formand for Scleroseforeningens forskningsudvalg mener heller ikke, der er basis for at sige, at vaccinen hænger sammen med udviklingen af sclerose i det ene tilfælde, hvor det er sket.
”Det er meget uheldigt, at der er en, der har fået sclerose i forbindelse med vaccinen, og det er forfærdeligt for den berørte, men derfor kan man ikke sige, at der er en sammenhæng. Der er cirka fem procent af befolkningen, der har fået den her vaccine, og i og med, at der er 600-700 personer om året, der får sclerose, er det ikke usandsynligt, at den slags sammentræf sker,” siger Finn Sellebjerg.

Meget meget fjern mulighed

Finn Sellebjerg siger, at det ville være noget helt andet, hvis der for eksempel var fem personer, der havde fået konstateret sclerose umiddelbart efter deres vaccine.
”Så kunne der være tale om en overhyppighed, og så var det en helt anden historie. Men én person er ikke nok til at slå alarm. Man kan selvfølgelig aldrig sige 100 procent skråsikkert, at det er fuldstændigt udelukket, at der er en sammenhæng – sådan er biologi – men det er ikke overvejende sandsynligt. Det er en meget meget fjern mulighed,” siger Finn Sellebjerg, der også læner sig op ad det svenske studie.
”Med den udbredte brug af vaccinen, som der var deroppe, kan de lettere se, hvis der skulle være en sammenhæng, og det er der intet i deres studie, der tyder på.”

Læs Sundhedsstyrelsens meddelelse omkring Pandemrix her.

Læs det svenske studie om Pandemrix her.

 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy