Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Sundhedsstyrelsen holder øje med bivirkninger ved Aubagio

Sclerosetabletten Aubagio er blevet sat under skærpet tilsyn af Sundhedsstyrelsen. Styrelsen understreger dog, at der ikke er ændret på vurderingen af præparatets sikkerhedsprofil

I april-udgaven af "Nyt om birvirkninger" udgivet i torsdags af Sundhedsstyrelsen, kan man på side 9-12 læse, at styrelsen har valgt at skærpe overvågningen af sikkerheden ved sclerosetabletten Aubagio. Aubagio, der indeholder det aktive stof Teriflunomid, har været markedsført i Danmark siden november 2013, og er i dag førstevalgsbehandlingen til nye patienter. 

Rutinemæssig overvågning

Sundhedsstyrelsen skriver, at grunden til den skærpede overvågning er, at lægemidlet stadig er nyt og blev taget i brug som førstevalgspræparat i februar 2014. Alle nye lægemidler er rutinemæssigt pålagt en skærpet overvågningspligt de første to år på markedet, og Sundhedsstyrelsen fremhæver nu denne pligt overfor lægerne, da der netop er tale om et førstevalgspræparat, som udskrives til mange mennesker. 

Kan være sygdommens skyld

Sundhedsstyrelsen har lavet en analyse af de bivirkninger ved brug af tabletten, der er blevet indberettet frem til 31. december 2014. Der er tale om 71 indberetninger, hvoraf ni er blevet klassificeret som alvorlige. To personer har oplevet epileptiske anfald ligesom en oplevede kramper og lungeinfektion. Flere har også oplevet synsnervebetændelse og betændelse i regnbuehinden. Sundhedsstyrelsen understreger dog, at det er bivirkninger, som er kendte i forbindelse med sygdommen

Kendte bivirkninger

Nogle har oplevet infektioner som influenza, bihulebetændelse, urinvejsinfektion og bronkitis og flere har fået forhøjede leverenzymer. De tre hyppigst indberettede bivirkninger er hårtab, diarre og føleforstyrrelse. Det er dog alle bivirkninger, der er kendte i forbindelse med lægemidlet. 

Skærpet overvågning

Eftersom der er tale om bivirkninger, som enten kan være udløst af sclerosesygdommen eller bivirkninger, som man allerede ved kan opstå i forbindelse med indtag af Aubagio, mener Sundhedsstyrelsen ikke, at der er rykket ved balancen mellem fordele og risici ved brug af lægemidlet og ændrer derfor ikke på præparatets sikkerhedsprofil, men nøjes altså med den rutinemæssige skærpede overvågning. 

 

 

 

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy