Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Stort skulderklap til scleroseforskere

Danish Research Centre for Magnetic Resonance på Hvidovre Hospital, som blandt andet forsker i sclerose, var i går en af to modtagere af Region Hovedstadens Global Excellence-pris

Prisen, der er på 1,5 millioner kroner, er Region Hovedstadens årlige sundhedspris og uddeles til forskningsmiljøer, der er på forkant med deres område og i international særklasse.
I år var der to modtagere: Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital og altså Danish Research Centre for Magnetic Resonance (DRCMR) på Hvidovre Hospital.

Hjerneforskning i international klasse

DRCMR er blandt Europas absolut førende forskningscentre, når det gælder forskning i MR-scanning, som giver forskerne mulighed for at se ind i hjernen uden brug af skadelige røntgenstråler. Her laves hjerneforskning i verdensklasse, og centret har blandt andet en gruppe dedikeret til forskning i sclerose.
”Det er et kæmpestort skulderklap og et motivationsboost for vores arbejde at modtage Global Excellence-prisen. Forskning er jo som regel tungt og langvarigt, og på et hospital kan man nogle gange få fornemmelsen af, at det er noget, der bare er en bibeskæftigelse, men med prisen siger regionen til os, at der faktisk er tale om en kerneydelse, som de er stolte af og som kan bruges til noget. Det er vi meget glade for,” siger Hartwig Siebner, der er forskningsleder for DRCMR og professor på Københavns Universitet.

Styrkede samarbejder

De 1,5 mio. kr., som følger med Global Excellence-prisen, skal gå til initiativer med et tydeligt internationalt perspektiv, for eksempel international synliggørelse af centrenes arbejde, videreuddannelse, udveksling af forskere samt videreudvikling af deres forskning eller behandlingstilbud.
”Prisen vil hjælpe os med at fremme samarbejdet med dels internationale forskere men også samarbejdet indenfor regionen med de andre Excellence-centre, hvor Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet jo er et af dem. Når man skal se på, hvordan sclerose påvirker hjernen, kan det næsten kun ske ved hjælp af billeddannelse og med biokemiske markører. Vi er gode til det første, mens de er gode til det andet, så det skaber et stærkt samarbejde,” siger Hartwig Siebner, der fortæller, at man på DRCMR blandt andet har været med til at kortlægge, hvordan hjernen reagerer på forskellige præparater til sclerosepatienter.
 

Kommentarer

Jes Aagaard (tor, 21/08/2014 - 17:33)

Jeg vil sige tillykke med prisen til scleroseforskerne. jeres arbejde er værdsat !

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy