Gå til hovedindhold

Stort italiensk studie afviser CCSVI-teori

26. oktober 2012
Kort fortalt
Et stort studie sponsoreret af den italienske scleroseforening finder ikke nogen sammenhæng mellem CCSVI og sclerose. Den italienske scleroseforening slår derfor nu endegyldigt hånden af teorien og vil koncentrere sine ressourcer på anden forskning

Af Louise Wendt Jensen, forskningsformidler

Der er tale om det såkaldte CoSMo-studie, som den italienske scleroseforening har sponsoreret med omkring 1,5 millioner euro, lidt over 19 millioner kroner. I studiet er 1767 mennesker blevet undersøgt for, om de lider af CCSVI, det vil sige forsnævringer af halsvenerne. Studiet har været et såkaldt dobbeltblindet forsøg, det vil sige, at undersøgerne, og de der efterfølgende har dobbeltkontrolleret resultaterne, ikke har vidst, hvem af de undersøgte, der har sclerose.

Konklusioner dobbelttjekket

De deltagende er blevet undersøgt med ultralydsscanning af ultralydseksperter på 35 klinikker rundt om i Italien, og deres konklusioner er derefter blevet dobbelttjekket af tre centrale internationale eksperter, som havde det sidste ord i forhold til diagnosen. Flere af ultralydseksperterne er blevet trænet af Paolo Zamboni selv, der er manden bag teorien om CCSVI, som han lancerede i 2009.

Zamboni trak sig fra forsøget

Andre er dog ikke blevet trænet af Zamboni, der indledningsvist selv deltog i forsøget, men som siden trak sig, fordi han mente, at der var forskellige problemer med forsøgets design. Alle undersøgere har blandt andet som minimumserfaring haft 500 såkaldte dopplerultralydsscanninger om året i mindst to år for at deltage i projektet.

Samme frekvens hos raske og syge

Ud af de 1767 undersøgte havde 1165 sclerose, 376 var raske kontroller og 226 led af andre neurologiske sygdomme. Resultatet var, at undersøgerne kun fandt CCSVI hos 38 sclerosepatienter. Det vil sige hos 3,26 procent. Undersøgerne fandt imidlertid også CCSVI hos 12 raske kontroller, det vil sige hos 2,13 procent og hos 6 personer med andre neurologiske sygdomme, det vil sige hos 3,10 procent. Da Zamboni i sin tid fremsatte sin teori om CCSVI fandt han CCSVI hos alle sclerosepatienter, men ikke hos andre.

Foreningen afviser teorien

Det får den italienske scleroseforening til at konkludere, at CCSVI-teorien ikke har noget på sig.

"En så lav frekvens kombineret med så få CCSVI-tilfælde i alle tre analyserede grupper, fjerner enhver tvivl og udelukker muligheden for, at der er en sammenhæng mellem CCSVI og sclerose,” siger professor Mario Alberto Battaglia i en pressemeddelelse. Han er leder af den fond, der via den italienske scleroseforening sponsorerer scleroseforskning.

Vil koncentrere ressourcerne om andet

Foreningen vil derfor ikke bruge flere ressourcer på at undersøge fænomenet, men mener, at ”det er nødvendigt at tage fat på andre forskningstendenser i andre retninger, hvis sclerose skal behandles og overvindes.” Foreningen fremhæver, at i og med at undersøgelserne er gennemført på flere forskellige klinikker af flere forskellige eksperter på så mange patienter, så er forsøget det mest pålidelige af sin art.

Kritik af eksperter afvises

På kritikken af at ikke alle ultralydseksperter, der har deltaget i forsøget, er oplært af Zamboni, svarede Erwin Stolz, en tysk neurolog, der har fungeret som en af de tre centrale eksperter ifølge mediet ”medpagetoday” ved en fremlægning af forsøget, at både han selv og de andre undervisere af ultralydseksperterne har masser af erfaring med ultralydsscanning af vener. Og at en diagnostisk metode kun giver en mening, hvis den kan bruges af andre, der også har erfaring indenfor ultralydsscanning.

Stor forskel på resultaterne

Faktum er dog, at der var stor forskel på scanningsresultaterne fra klinik til klinik. På nogle klinikker fandt man, at op mod 60 procent af de undersøgte led af CCSVI, mens resultatet var nul procent på andre klinikker. Det understreger den pointe mange tidligere har peget på, at ultralydsscanning i høj grad er en operatørafhængig teknik.

Uenighed mellem eksperterne

Der var også stor uoverensstemmelse mellem ultralydseksperterne på klinikkerne og de tre centrale eksperter, som langt oftere dømte et først opdaget positivt CCSVI-tilfælde til i virkeligheden at være negativt end omvendt. Det forklarer Stolz med, at ultralydseksperterne på klinikkerne har siddet overfor patienterne, og selvom de ikke måtte vide, om de havde sclerose eller ej, kan de have haft en mistanke, som har påvirket deres resultat.

Endnu ikke publiceret

CoSMo-studiet er endnu ikke blevet publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Undersøgerne har indtil videre kun præsenteret resultaterne ved den store europæiske sclerosekonference ECTRIMS midt i oktober samtidig med, at den italienske scleroseforening har udsendt en pressemeddelelse.

Læs den italienske scleroseforenings pressemeddelelse om forsøget her (på engelsk) 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.