Gå til hovedindhold

Stand-up show forandrede Jespers livssyn

2. november 2012
Kort fortalt
Da Jesper Mosbæk som 28-årig fik diagnosen sclerose, sank han ned i selvmedlidenhed, bitterhed og depression. Et stand-up show med Anders Matthesen i 2003 ændrede hans syn på tilværelsen: han fik ryddet op og prioriteret i livet. I lørdags var Jesper tilbage som publikum – denne gang ved Anders Matthesens nye show

Af Kitt Kragelund

”Jeg var 28 år, da jeg fik sclerose. Jeg var ikke forberedt på, at jeg skulle have en diagnose, så jeg var mødt op alene. Derudover havde lægen vagt, og under samtalen blev han hele tiden forstyrret. Da jeg tog derfra, vidste jeg, at jeg havde denne sygdom. Men jeg vidste intet om den,” fortæller 41-årige Jesper Mosbæk.

Manglen på information betød, at Jesper søgte forkert viden på internettet. Hurtigt fik han et billede af sclerose som værende en dødelig sygdom, hvor brug af kørestol indenfor kort tid var obligatorisk.

”Der gik et helt år, inden jeg fortalte det til min kæreste. I den periode gemte jeg min medicin i et køleskab i vores campingvogn. Jeg var sikker på, at jeg ville dø af denne her sygdom,” siger han.

Ord med betydning

I aftenens show begynder Anders Matthesen at gennemgå sit liv, for at nå frem til de syv mest værdifulde ting, der definerer ham. Publikum griner, mens han udstiller sit liv, og Anders begiver sig videre i sin søgen efter sig selv. Komikerens nye show har en dybere mening, ligesom det show Jesper Mosbæk i 2003 blev tvunget ind at se. Han fortæller:

”Efter jeg havde fået diagnosen, fik jeg travlt. Jeg blev gift, og vi fik to børn hurtigt derefter. Hele mit liv blev fremskyndet. Da jeg ikke følte, jeg kunne opnå mere, blev jeg ussel og usoigneret. Jeg havde ondt af mig selv, jeg sad hjemme i et hjørne, og jeg havde selvmordstanker.”

Jespers kone tvang ham med til Anders Matthesens ”Tal for dig selv”-show for at opmuntre ham. Komikeren sluttede dengang showet af med ordene ”Gør dig parat til dø. Når du er parat til at dø, er du klar til at leve.” De ord blev vendepunktet i Jespers liv.

Den store do-over

”Jeg var så langt nede, da Anders Matthesen sagde det, og jeg tog det fuldt ud til mig. Det var det rigtige tidspunkt, for jeg var sårbar og åben og manglede et spark. Hans ord ændrede mit livssyn,” forklarer Jesper Mosbæk, der i dag er informatør ved Scleroseforeningen. 

Han begyndte at rydde op i livet og forholde sig til sygdommen. Han fortæller:

”Dagen efter ringede jeg rundt til gamle ekskærester og andre mennesker, som jeg ikke havde behandlet ordentligt, for at undskylde. Jeg lavede en liste over hvilke personer, der var rigtige venner og hvilke, der skulle ud. Man gemmer og samler, og til sidst bliver man fyldt op,” siger han.

Ligeledes blev han medlem i Scleroseforeningen og fik den rigtige viden om sygdommen. I selvmedlidenhedsperioden havde han solgt sin træningscykel, der ellers var hans store passion. Men der blev købt nye cykler, for som Jesper forklarer det:

”Sclerosen har valgt mig. Men jeg var her altså først. Jeg skal leve med den, men den skal også leve med mig. Langsomt begyndte jeg at cykle igen, og det hele var en udvikling, der udsprang af det Anders Matthesen sagde. Jeg gjorde op med mig selv, hvad der var vigtigt, jeg satte mig mål, og så mig selv i øjnene.”

”Mange tak, Hr. Matthesen”

Jesper Mosbæk er i dag far til tre og lykkeligt gift. Han arbejder 30 timer ugentligt i et flexjob ved Aalborg Kommune, cykler 400-500 km om ugen og lægger meget arbejde i at informere og støtte andre med sclerose. Et liv han ikke havde forestillet sig, den dag han fik diagnosen.

”De ord, han sagde, betyder alt for mig. Hvis jeg har en dårlig periode, så tænker jeg på den aften til showet, eller jeg finder showet frem på DVD og genser det. Så har jeg ny gnist,” fortæller han.

Da det nye show er slut, har Jesper fået mulighed for at møde Anders Matthesen bag scenen. Han spørger ind til Jespers helbred, og han udtrykker flere gange, at han er glad for, at Jesper Mosbæk kunne bruge stand-up showet i 2003 til noget væsentligt i livet.

”Jeg vil bare sig tusind tak. De ord, du sagde dengang, har ændret mit liv. Mange tak,” siger Jesper Mosbæk.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.