Gå til hovedindhold

Stå op sammen med Andreas, Ellie, Martin og Ilse

28. juli 2016
Kort fortalt
Når vi sammen med Gigtforeningen afholder husstandsindsamling til september, får vi hjælp af fire fantastiske ambassadører. Andreas Laudrup, Ellie Jokar, Martin Jørgensen og Ilse Jacobsen står alle op for forskning i gigt og sclerose. Det bliver vores første husstandsindsamling nogensinde. Og vi har brug for din hjælp til at samle så mange penge ind som muligt.
Thumbnail

Komiker og tvpersonlighed Ellie Jokar har haft sclerose, siden hun var 18 år:

Jeg har selv sclerose, og jeg håber, at jeg ved at være ambassadør for den nye indsamling kan være med til at skabe mere opmærksomhed omkring sclerose. Det er en sygdom, som desværre ikke er så kendt i befolkningen, og derfor er det vigtigt at få skabt noget bevidsthed om sclerose. Og så er det vigtigt, at vi får samlet nogle penge ind, så der kan blive forsket i sclerose.

Forretningskvinde og designer Ilse Jacobsen lever med den kroniske sygdom leddegigt:

Gigten er min følgesvend dag og nat. Det kan godt være, den ikke kan ses udenpå, men den kan mærkes. Mine led har taget skade, og smerterne er blevet et vilkår, som jeg lever med. Gigtforeningen og Scleroseforeningen støtter forskning, der har gjort en forskel for mange tusinde mennesker. Der sker gudskelov hele tiden fremskridt, og dem vil jeg gerne bakke op om. Alt hvad jeg kan.

Tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen om baggrunden for sin deltagelse i husstandsindsamlingen:

Både Scleroseforeningen og Gigtforeningen gør et kæmpe stort arbejde for at hjælpe de mennesker, som lider af sclerose og gigt, og det har jeg virkelig respekt for. For mig er det rart at kunne gøre en forskel for andre mennesker ved at stille op for en god sag. Jeg håber, at jeg sammen med de tre andre ambassadører kan være med til at skabe opmærksomhed omkring, hvorfor det er så vigtigt at støtte indsamlingen den 11. september. 

Andreas Laudrup, tidligere professionel fodboldspiller. Måtte i 2015 stoppe sin karriere på grund af gigtsygdommen reaktiv artrit:

Gigt kan forandre livet fra den ene dag til den anden, det har jeg selv oplevet. Mange tror, det er en sygdom, som kun rammer ældre mennesker, men alle kan få gigt. Jeg er glad og stolt over at stå op for Gigtforeningen og Scleroseforeningen. Jeg håber, vi sammen kan samle en masse penge ind til forskningen, så mange flere mennesker med gigt og sclerose i fremtiden får mulighed for at gøre de ting, de gerne vil.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.