Gå til hovedindhold

Spanien: Kim valgte Malaga for børnenes skyld

1. juli 2013
Kort fortalt
Kim Gelser har sclerose og flyttede fra Danmark til Spanien, så hans to drenge kunne vokse op i et land med lavere risiko for at udvikle sygdommen

Af Kitt Kragelund

På en lille cafe ved stranden en lille times kørsel fra Malaga i Sydspanien sidder Kim Gelser. På sikkert spansk bestiller han ristet brød med tomat og en kop kaffe. Det er januar, og alligevel runder termometeret 20 grader. Sådan er hans liv nu. Men for fem år siden var alt dette skiftet ud med en dansk vinter.

”Vi blev nød til at flytte. Det skulle vi – for min søns skyld. Vi elskede Spanien og havde tit talt om at flytte. Og undersøgelsen var med til, at vi tog skridtet på det tidspunkt,” forklarer 44-årige Kim.

Han havde læst en amerikansk undersøgelse om, at hvis man flyttede til et lavrisiko land inden ens 10. leveår, ville man adoptere den lavere risiko for at udvikle sclerose. Kims søn blev født i 1998, og hans alder var med til at træffe beslutningen om at blive udlandsdansker i 2008.

Varmen virker

Om Kims nu to drenge får sclerose, er der ingen, der ved. Men Kim fungerer selv bedre i det spanske klima.

”Vi flyttede fordi, det var det, vi følte, vi kunne gøre for at mindske børnenes chance for at få sclerose. Når det er sagt, så fungerer jeg selv meget bedre. Jeg har mere energi, lyset og varmen giver mig rigtig meget, og jeg går også bedre hernede,” fortæller han.

Han fik sclerose i 1994 og har i dag nedsat styrke i benene. Han går dog uden stok, der ellers var dagligdag, da han boede i Danmark. Ligeledes har han heller ikke oplevet attakker, efter familien flyttede til Malaga.

”Så snart vi er på besøg i Danmark om vinteren, får jeg meget stive muskler og led. Jeg fryser simpelthen som en lille hund. Jeg træner i fitness hver morgen uden undtagelser. Klimaet her passer rigtig godt til mig og min sclerose, men det alene er ikke mirakler. Jeg kæmper stadig for at holde min krop så stærk som mulig, og jeg har fokus på kost og træning.”

Kræver meget at flytte til udlandet

Selvom Kim Gelser elsker sit spanske liv, var det et stort spring at flytte til udlandet.

”Det var det mest naturlige for os at gøre, og vi havde talt om det i lang tid. Men det kræver da helt klart meget. Min kone kan eksempelvis ikke få job her, og selvom det hænger sammen for os, havde det økonomisk været bedre, hvis vi boede i Danmark,” siger Kim Gelser.

Muligheden, for at familien Gelser atter flytter til norden, er ikke udelukket. Dog bliver det ikke før, drengene er ældre.

”Vi flytter ingen steder, før vores yngste søn er 15 år. Jeg ved ikke, om de får sclerose, men hvis de gør, så ved jeg, at jeg har gjort, hvad jeg kunne for dem. Jeg har aldrig fortrudt, at vi flyttede.”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.