Gå til hovedindhold

Som man råber i skoven, får man svar….

14. oktober 2015
Kort fortalt
I går bragte vi artiklen "Det tavse arbejdsmarked - et spil med to tabere" her på hjemmesiden. I dag kan I her læse hele det debatindlæg skrevet af vores ambassadør Henrik Holt Larsen, som udløste gårsdagens artikel.
Thumbnail Af professor i Human Resource Management Henrik Holt Larsen, CBS Vi har længe vidst, at det kan være svært for mennesker med handicap at få et job. Men vi har ikke vidst, at en medvirkende årsag til dette er, at arbejdsgivere er meget dårlige til at spørge ansøgerne om deres handicap! Fordi dette er tilfældet, er det endnu sværere at få job, og samtidig går virksomheden glip af mange talentfulde medarbejdere. Det er surt for begge parter. Et spil med to tabere. Hvorfor er det sådan? En dugfrisk engelsk undersøgelse viser, at arbejdsgivere føler sig usikre, er bange for at stille ”pinlige” spørgsmål, er bange for at såre ansøgeren eller er bange for at overtræde lovregler om, hvad man ikke må spørge ansøgere om.  Konsekvensen er desværre, at fremfor at spørge direkte: ”Hvordan kan du med dit handicap fungere i jobbet? Er der specielle hensyn, der skal tages?”, så gør man handicappet til et tabu. Sker det, taber man muligheden for at vurdere ansøgeren nøgternt i forhold til jobbet, og det fører til afslag. Virksomhedernes frygt betyder desværre, at man ikke får punkteret myterne om, at det er svært at beskæftige personer med handicap, at det er dyrt, og at de måske ikke bliver i jobbet i længden. Faktisk forholder det sig modsat. Mennesker med handicap er ofte meget stabile, loyale og bliver i jobbet længe.  Tilmed kan handicappet faktisk i sig selv gøre en person mere egnet til jobbet, især hvis man både ser på, hvor kvalificeret personen og, og hvor motiveret vedkommende er. I den engelske undersøgelse nævnes fx en person, der er spastiker, men taler fem sprog og har en helt unik nøglestilling på sin arbejdsplads. Et andet – denne gang dansk – eksempel er en gymnasielærer, der fik en hjerneblødning som 40-årig og måtte sige farvel til lærergerningen. Han fik i stedet arbejde på en uddannelsesinstitution, hvor der var store kopieringsopgaver, og hvor det kunne være svært at få andre til at kopiere. Igennem 20 år mødte han samvittighedsfuldt op hver dag. Han havde stort set ikke en sygedag i den periode, var glad for jobbet og var vellidt af kollegerne. Hånden på hjertet er det jo nok ikke en livsdrøm for en gymnasielærer at kopiere, men for ham var det et godt alternativ til at sidde derhjemme. Så han trodsede regn og sne, kom hver dag, var glad for sit arbejde – og arbejdsgiveren havde en mere stabil mand på posten, end de nogensinde havde haft før.   Egentlig er det mærkeligt – ja, uforståeligt – at det skal være så svært at matche personer og jobs. Det er jo dét, øvelsen altid går ud på, uanset hvilket job der er tale om – og hvilket menneskemateriale. Det burde derfor være en så grundlæggende kompetence hos enhver interviewer at spørge ind til væsentlige aspekter ved personen og jobbet, at personer med handicap ikke er et særtilfælde. Søger man ind til politiet, en bank, en kommune, en detailkæde eller hvad som helst, bliver man jo også vurderet i forhold til jobkravene og -mulighederne for at se, om der er et godt match. Hvorfor så denne berøringsangst på handicapområdet? Den dårlige nyhed er, at vi taber en masse mennesker og gode job-match på gulvet. Den gode nyhed, (som ikke er så god endda), er, at arbejdsgivere også har andre blinde pletter. En anden engelsk undersøgelse viser således, at arbejdsgivere heller ikke tænker over, spørger ind til og lægger vægt på de kvalifikationer, som ansøgerne har erhvervet sig uden for arbejdslivet. Dermed overser man den kompetence, det giver at være involveret i frivilligt arbejde, sport, politik osv. Man overser også, at mennesker med store personlige udfordringer i privatlivet også lærer meget deraf. Det kan – foruden et handicap – være en belastet familiesituation, økonomiske problemer, en skilsmisse, geografiske flytninger osv. Alle er rørende enige om, at livet er den bedste skole, og at man ikke nødvendigvis lærer meget – eller det rigtige – ved at sidde på skolebænken eller få de højeste karakterer. Men vi glemmer at spørge til det og lægge vægt på det, når arbejdsgiver og ansøger mødes ved interviewet.  Som man råber i skoven, får man svar. Derfor skal man råbe de rigtige spørgsmål for at få de rigtige svar. Men det kan åbenbart være svært at se skoven for bare træer….? 
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.