Gå til hovedindhold

Sclerosens ABC

30. august 2010
Kort fortalt
Vidste du, at sclerose har sin egen ABC? Det er Attaks formand Susanne Dyrhoff Nyegaard i alt fald nået frem til.

Sclerosens ABC 

Alfabetet

ved Susanne Dyrhoff Nyegaard, formand for Attak

 

Anderledes brat opvågen på en mandag, hvor alt burde være som det plejer, men

Benene strejker, og kroppen protesterer over ønsket om at forlade sengen. Betændelsestilstanden i

Centralnervesystemet er igen i fuld vigør.

Det er det treogtyvende pludselige angreb, siden jeg blev bekendt med min nye livsledsager i oktober 1998.

EDSS-skalaen er vel efterhånden nået til 6,5 eller deromkring. Hvis 10 stadig er lig med død, så er det en stor trøst, at skalaen indeholder halve numre. Så er der stadig tid at løbe på. Der er endnu meget, der skal nås i et liv, hvor

Faldtendensen er tydelig og

Gravitationen er en uimodståelig kraft. Jorden er mere tiltrækkende end de højere luftlag, hvor hele menneskeheden ellers henter deres luft.

Hvorfor kan min nye livsledsager ikke forsvinde ud i det blå? Jeg har ikke udstedt en

Invitation til en så ubehøvlet ledsager, der kun gør, hvad den selv vil. Måske jeg skulle ønske en

Jakobsstige, så jeg kunne forsvinde op i de højere luftlag og hente den nødvendige styrke og

Kadaverdisciplin, så jeg stadig kan være herre i mit eget liv.

Livet er en vidunderlig gave, og det siges, at Gud ikke sætter mennesket på større opgaver, end det enkelte menneske kan klare.

Multipel sclerose er ellers en udfordring udover det sædvanlige, men

Nådesløst arbejder jeg videre i et

Opmærksomt og engageret liv til trods for

Parese og andre mærkværdige tildragelser.

Quo vadis? Det er det latinske udtryk for, "hvor går du hen?", og det er vel meget relevant at spørge om, når

Rigshospitalet må give delvist op over for en aggressiv sygdom og

Scleroseforeningen udfylder en hverdag med mange spændende arbejdsopgaver.

Tonus kan bruges til at angive graden af spasticitet i ekstremiteterne, som er det medicinske ord for de lemmer, vi andre kalder arme og ben.

Undervejs er det blevet en nødvendighed at

Vide præcis hvor det næste

WC er, for så laver vi ikke ulykker i form af våde bukser, der kræver en

Xtra tøjvask eller to.

Ydmyghed er meget værdifuld i en tid, hvor

Z primært bruges som den matematiske betegnelse for en ukendt størrelse og

Æ er et særligt bogstav for det danske alfabet.

Ønsket er et liv på lige vilkår, men det er

Åbenbart for meget forlangt.

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.