Gå til hovedindhold

Scleroseforeningen lancerer nyt velgørenhedsløb

19. april 2016
Kort fortalt
Den 13. august 2016 lyder startskuddet for Scleroseforeningens helt nye fundraisingevent MS Bike Challenge 2016. Et helt nyt cykelløb og motionskoncept, som ikke tidligere er set på dansk grund.
Thumbnail

Danmarks længste fundraisingevent                                                                                                                                                     

MS Bike Challenge er en holdstafet på cykel. Turen består af 736 benhårde kilometer fra København til Skagen og skal gennemføres på under 30 timer. En udfordring som kræver sammenhold og vilje, men mest af alt lysten til at udfordre sig selv, sine venner og kollegaer.

”Scleroseforeningen har i de senere år haft succes med at arrangere indsamlingsevents, som kombinerer sport og fundraising. Der er stor interesse for vores eksisterende events som f.eks. Cykelnerven, som, udover at indsamle et stort beløb til forskning, også er med til at skabe større kendskab til sclerose hos en bred målgruppe. Det er et område i udvikling, og det har derfor været afgørende for os at udvikle et sportsevent, som både kan indsamle penge og give deltagerne en ny form for sportsoplevelse med hjem,” forklarer Anders Langhoff Hald, som er Scleroseforeningens projektleder på MS Challenge.

Løbet er opdelt i 16 etaper og kommer igennem det meste af Danmark i løbet af 30 timer. Starten går i København i øst, hvorefter turen går videre ned over Falster og Lolland i syd. Herfra går ruten videre over Langeland og Fyn og dernæst hele vejen op gennem Jylland til Klitmøller på vestkysten. Efter 736 kilometer på bare 30 timer kører deltagerne til sidst i mål ved Danmarks nordligste punkt, Skagen.

En holdpræstation                                                                                                                                                                                            

MS Bike Challenge er for dem, der elsker sportslige udfordringer og gerne vil støtte en god sag. Alle deltagere indsamler penge til forskning i sclerose, og som tak for indsatsen får de en oplevelse for livet med sig hjem

”MS Challenge er for alle, som har lyst til at prøve kræfter med en ny type cykelløb og samtidig gerne vil støtte en god sag. Her er plads til både supermotionister og helt almindelige cykelinteresserede danskere. Det er vigtigt for os, at vi både indsamler så mange penge som muligt til forskning og giver alle deltagere en god oplevelse med hjem. Samtidig har det været afgørende for os at arrangere et løb, som finder sted på dansk grund, ” siger Anders Langhoff Hald.

MS Bike Challenge er et løb hvor alle kan være med, og hvor målet er at gennemføre en fælles udfordring uanset deltagernes personlige motionsniveau, fysiske formåen og sportslige ambitioner. En ting er sikkert, MS BIKE CHALLENGE både kan og vil udfordre alle, som deltager.

Læs mere på https://mschallenge.dk

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.