Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Sclerose kan spores i urinen

En simpel urinprøve hos lægen kan føre til en sikker og smertefri diagnosticering af sclerose. Det er perspektiverne i en ny urintest, som danske forskere har udviklet. Den kan spare mange personer mistænkt for sclerose for ubehagelige rygmarvsprøver.

De første symptomer på sclerose, som et sløret syn, sitren i armen eller øget træthed, kan være tegn på mange andre ting. Men for at afgøre det med sikkerhed, sendes personer med mistanke om sclerose til en neurologisk afdeling, hvor en rygmarvsprøve og MR-scanning kan give svaret.
 
I langt de fleste tilfælde er der tale om falsk alarm, men undersøgelserne er både omkostningstunge for samfundet, og tidskrævende og ubehagelige for personen.  

Urin sladrer om sclerose

Nu viser det sig, at en enkel smertefri urinprøve er nok til at påvise, om personen har sygdommen. Forskere ved Scleroseklinikken på Odense Universitets Hospital (OUH) har netop udviklet en urintest, der med knap 90% sikkerhed kan slå fast, om en person har sclerose. Det er spor efter bestemte antistoffer i urinen, der kan sladre om tilstedeværelsen af sclerose, selv i et meget tidligt stadie.
 
”Urin er et meget taknemmeligt materiale, der er let tilgængeligt, ikke kræver indgreb og samtidig afspejler, hvordan kroppen har det”, fortæller Helle Hvilsted Nielsen, overlæge på Scleroseklinikken, OUH.

Urinprøve kan erstatte rygmarvsprøve

Metoden er endnu under udvikling, men hvis den kan implementeres i sundhedsvæsenet som et nyt diagnoseværktøj, vil det lette udredningen af personer med mistanke om sclerose. I princippet kan det betyde, at langt færre bliver videresendt til neurologiske afdelinger, og man i fremtiden kan frikendes og raskmeldes ved et besøg hos egen praktiserende læge. 

Risikable ligheder

Oprindeligt var forskerne interesseret i at finde en ny metode til at adskille sclerose fra sygdommen neuromyelitis optica (NMO) - en sjælden sygdom, der ofte forveksles med sclerose, fordi immunforsvaret også her går til angreb på øjne og rygmarv.
 
I dag ved man, at det er to vidt forskellige sygdomme, der ikke må behandles på samme måde. Hvis NMO patienter får sclerose-medicin, risikerer de at miste synet eller deres førlighed.
 
Hidtil har den umulige skelnen mellem de to sygdomme betydet, at man har været tvunget til at vente med at påbegynde behandling, til man var helt sikker på en diagnose – og dermed har man ofte unødigt forsinket behandlingen, også hos de personer, der så viste sig at have sclerose. 
 
”Den nye urinprøve giver os et uvurderligt redskab til ikke kun at påvise sclerose, men også til at give svar på, om en person lider af sclerose eller NMO – og dermed sørge for at de to patientgrupper får hver deres rigtige behandling”, forklarer Helle Hvilsted Nielsen.

Vil også undersøge tvivlsomme patienter

Forskerne på Scleroseklinikken på OUH er de første i verden, der har set på mulighederne for at finde sclerose og NMO i urin. Succesen giver nu anledning til at gå videre:
 
”Indtil nu har vi testet patientgrupper, hvor vi var helt sikre på deres diagnose. Næste skridt bliver at undersøge, om testen kan bruges til de tvivlsomme patienter i de helt tidlige sygdomsstadier, hvor de nuværende metoder er svagere”, forklarer Helle Hvilsted Nielsen.
 
”Derudover vil vi gerne undersøge, om noget lignende kan bruges til andre sygdomme i nervesystemet. Projektet har nemlig også lært os, at rigtigt mange af de sygdomsprocesser, der foregår i hjernen kan spores i urinen. Ved at kigge i urinen, kan vi altså få et indblik i, hvad der foregår i hjernen uden at skulle have direkte adgang til hjernen”, slutter Helle Hvilsted Nielsen.
 
Forskningsprojektet med at udvikle urinmetoden blev støttet af Scleroseforeningen i 2012 med 250.000 kr.
 

Kommentarer

Claus C (fre, 15/01/2016 - 14:11)

Jeg er under udredning efter et formodet mildt attak sidste sommer. Ingen diagnose endnu - og jeg er fortsat under udredning på OUH hos reumatologer og infektionsmedicinsk. Måske det ville give god mening at lade mig afgive en sådan prøve?

Klaus Ibsen Bloch (man, 18/01/2016 - 16:50)
Bjarke H (tor, 28/01/2016 - 21:48)

Vil urintesten også kunne benyttes til at følge sygdomsaktivitet, og dermed vel også medicinsk og anden behandlings effekt?

Anders Enevold Grønlund (fre, 29/01/2016 - 10:39)
hanne jensen (lør, 28/05/2016 - 15:16)

jeg har nævnt det for min læge, men han sagde at det ikke var på marked det med urinprøven.

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy