Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os
Sclerose ingen hindring for nødhjælpsarbejde
d. 17 december 2014

Sygeplejerske Kirsten Rold er netop hjemvendt efter fire uger i Liberia, som er det vestafrikanske land, der er hårdest ramt af ebola. En opgave, hun ikke troede, at hun ville kunne løfte mere, efter at hun fik diagnosen sclerose

I september måned åbnede Kirsten Rold fra Skanderborg sin indbakke, og der lå en mail fra Læger Uden Grænser. Der var udbrud af ebola i Vestafrika, og der manglede sygeplejersker.

Kirsten har været udsendt for Læger Uden Grænser to gange før. I 2008 var hun seks måneder i Liberia, og i 2011 var hun i Etiopien i tre måneder.

Efter hjemkomsten fra Etiopien begyndte det at prikke og stikke i arme og ben. Lægen troede, at det skyldtes B12-mangel, da kosten i Etiopien hovedsageligt bestod af ris. Men en scanning i maj 2013 viste, at symptomerne skyldes sclerose. 

Fra Læger Uden Grænser til kørestol

Da hun tog hjem fra scleroseklinikken, var hun vred over, at hun nu skulle forholde sig til et liv med en kronisk sygdom.

”Jeg var overbevist om, at jeg nok aldrig ville komme af sted med Læger Uden Grænser igen. Jeg havde nærmest opgivet, og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne bestille en kørestol med det samme.”

Men da hun åbnede mailen fra Læger Uden Grænser, var hun ikke i tvivl.

”Jeg kunne mærke i hele min krop, at jeg skulle af sted. Det boblede i maven, og jeg vidste det bare. Det kan godt være, at jeg har en sygdom, men jeg føler mig ikke syg. Jeg har erfaring, og jeg kan godt det her.”

Fire uger i Liberia

Derfor tog hun med Læger Uden Grænser til verdens største behandlingscenter i Monrovia, Liberias hovedstad, for at hjælpe de mennesker og hele familier, der er smittet med ebola.

Kirsten arbejdede i modtagelsesafsnittet, hvor hun blandt andet trænede lokale læger og sygeplejersker til at håndtere en ebolasmittet patient, ligesom hun underviste i, hvordan man vurderer, om en patient er smittet med den dødelige virus eller ej.

På grund af den store smittefare er der en lang række sikkerhedsforanstaltninger og rutiner, som skal gennemføres meget præcist og nøjagtigt for at sikre, at patienterne ikke smitter hverken hinanden eller personalet.

”De første dage var jeg bange for, om min sygdom spændte ben for mig. Jeg kunne ikke huske folks navne, jeg havde svært ved at huske alle rutinerne, og jeg blev forvirret. Men jeg fandt ud af, at sådan havde alle de andre det også. Det var ikke sygdommens skyld.”

Feberen der forsvandt

Inden afrejsen gav Kirsten afkald på den medicin, der hjælper hende med at holde attakkerne på afstand. Hun fik interferon-beta, hvor en bivirkning er feber om natten. Da feber samtidig er et af de første tegn på ebola, var det ikke en mulighed at fortsætte.

”Mine symptomer forsvandt i varmen. Feberen var væk, jeg var ikke nær så træt, og min krop var slet ikke så stiv i det, som den er herhjemme.”

Faktisk mærkede hun så lidt til sin sygdom, at hun havde håbet at slippe medicinen helt.

”Men fire dage efter, jeg kom hjem, var stivheden tilbage. Jeg havde håbet, at det var en bivirkning, men det viste sig at være et symptom på min sclerose.”

Sygdom eller ej – kørestolen er afbestilt

Kirsten er slet ikke i tvivl om, at hun skal af sted igen for Læger Uden Grænser.

”Jeg tror på, at jo mere man giver, jo mere får man. Og det har været en fuldstændig fantastisk oplevelse hver gang, jeg har været af sted. Denne gang inklusive. Jeg har så at sige afbestilt kørestolen. Jeg fandt jo ud af, at det gik fint. Jeg kan sagtens, og min sygdom er der, det kan jeg ikke ændre, men den skal ikke have lov til at fylde ret meget i mit liv.”

Kurven er knækket, og færre og færre smittes med ebola i Liberia. Når den sidste ebolapatient har overlevet, og udbruddet er lukket ned, vil Kirsten gerne tilbage til Monrovia for at hjælpe med at genopbygge sundhedsvæsenet.

”Jeg føler, at jeg har været med til at gøre en forskel, og selvom jeg selvfølgelig er rigtig stolt over det arbejde, jeg har udført, så er det de lokale læger og sygeplejersker, der er helte. Jeg var der kun i fire uger, og her er altså mennesker, der giver alt, hvad de kan for at hjælpe. Der er mange, hvis familier slet ikke ved, at de arbejder for Læger Uden Grænser. Hvis de fandt ud af det, ville de blive udstødt af familien og landsbyen i frygt for at blive smittet.”

      

Tilføj kommentar

Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy