Gå til hovedindhold

Sclerose eller ikke sclerose – det er spørgsmålet

14. november 2016
Kort fortalt

I 2001 fik skuespilleren Mille Dinesen sclerose. Eller også gjorde hun ikke. Ingen er faktisk sikre på, hvad der gav Mille summen i fødderne for 16 år siden. Men en ting er sikkert; hendes krop har det mere end fint i dag.

Thumbnail


Under en støvet, lavendelfarvet kjole stryger et par trænede ben let som en fjer henover gulvet til teksten ”It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing”. Fødderne bevæger sig hurtigt og sikkert. De tilhører den 42-årige skuespiller Mille Dinesen, der endnu engang får kæmpet sig videre i Vild med Dans. 

Hun danser i bedste sendetid hver fredag, hun er med i den nye danske film ”Swinger”, og så har hun både startet et sundhedssite og har en ny bog på gaden.

Chokket blokerede nuancerne

Men for 16 år siden havde Mille svært ved at forestille sig, at hun skulle ende med at danse rundt på TV. I 2001, under hendes første år på Skuespillerskolen, mærkede hun en summen i sine fødder, der begyndte at bevæge sig op i benene. Efter forskellige undersøgelser og en scanning, der viste en eller to hvide pletter på hjernen, kom dommen – sclerose.

”Jeg gik i chok. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at lægen sagde, jeg havde sclerose. Men jeg har senere kunnet læse i min journal, at det er formuleret som "må vi gå ud fra.." og "det er sammenligneligt med". Men derfor fik jeg stadig diagnosen. Lige i øjeblikket, der hørte jeg bare: Du har sclerose. Jeg hørte ikke alle nuancerne. Jeg tog bare journalen, og så lagde jeg den ned i nederste skuffe, for jeg kunne slet ikke forholde mig til det,” fortæller Mille om dengang på Rigshospitalet, da hun som 27-årig pludselig fik en diagnose, der endte med at ændre hendes liv. 

16 år uden symptomer

Men det er lige præcis nuancerne, der gør Milles sygdomshistorie interessant. Siden 2001 har hun nemlig ikke mærket noget til sclerosen – overhovedet. I 2009 fik hun en ny scanning, der ikke viste udvikling i hendes sygdom, hvorefter hun fik et brev fra Rigshospitalet, der sagde, at hendes oplevelse i 2001 enten havde været et enkelt klinisk tilfælde, det der kaldes CIS, eller også var sclerosen gået i ro.

”Der var ikke nogen udvikling, men om pletterne var væk eller stadig var der og bare ikke havde udviklet sig, det er jeg ikke helt sikker på,” fortæller Mille i dag. 

I det hele taget er Milles sygdomsforløb og oplevelser lidt en gråzone – også for hende selv. Hun har nået at tage diagnosen på sig, benægtet den og alt derimellem. Men hvis man spørger hende nu, hvad hun selv tror mest på, svarer hun rimelig kontant.

”Jeg tror aldrig, det var sclerose”

”Hvis jeg skulle gå efter min egen fornemmelse, så tror jeg aldrig, at det var sclerose. Det var jo meget hurtigt væk igen, og jeg har ikke mærket noget til det siden. Men jeg kan jo ikke vide det for fanden. Men...der er bare noget, der siger mig, at det var ikke alvorligt nok, til at det kunne være sclerose. Det føltes ikke som en sygdom. Det giver meget mere mening for mig, at det var en reaktion ovenpå alt det, jeg havde været igennem; min mor var syg og var ved at stille træskoene, og jeg havde søgt ind på Skuespillerskolen i et intenst forløb og bare tonset derud af. Jeg var igennem en ret hardcore tid.”

Ifølge Mille var der flere advarselstegn, der prøvede at give hende et vink med en vognstang om, at hun skulle til at passe på sig selv. Hun havde haft udslæt, tabt sig helt vildt og så kom den summen i fødderne. 

”Jeg var presset på alle leder og kanter. Jeg troede, at jeg kunne klare det hele på den halve tid og holdt bare hovedet højt, men jeg var ved at krakelerer indvendig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ikke havde det godt. Jeg var godt klar over, at jeg var ude af sync med mig selv – jeg var ude af balance,” fortæller hun. 

Et splitsekund af panik inden tæppet går

Men hendes forløb kan jo også være et af de rigtig gode - Ifølge Mille kunne det også sagtens være en mulighed. Måske er det den mulighed, der gør, at hun trods sit kontante svar, om at hun tror, det var en fejldiagnose, alligevel skriver om frygten for attakker i sin bog:

- Selv om jeg har arbejdet med mig selv i mange år, fylder chokket over at være blevet konfronteret med alvorlig sygdom stadig meget i mit liv. Særligt når jeg står i pressede situationer. Det skete for eksempel, da jeg debuterede som vært på et stort liveshow på TV2 i 2015 … der blev talt ned til showstart i min øresnegl, og så kom koldsveden sammen med katastrofetankerne: ”Åh nej, tænk hvis jeg får et attak. Hvad hvis mit ben svigter mig på scenen? På live-tv!

”Det er totalt tvangstanker: ’Gud, tænk hvis det alligevel er sclerose, og jeg så får et attak lige her.’ Det sker jo aldrig. Men jeg kan stadig nogle gange få et splitsekund af den følelse i Vild med Dans om fredagen, når vi skal til at køre live – så kan jeg lige stå med tanken; tænk, hvis det hele bryder sammen nu,” fortæller hun. 

Det skrøbelige i en diagnose

Når Mille får katastrofetankerne, er det i perioder, hvor hun har kørt sig selv langt ud. Men egentlig er det ikke så meget sclerosen, hun frygter. 

”Sclerosediagnosen slipper jeg desværre aldrig af med, fordi der én gang er en læge, der har sagt det til mig – det kan ikke tages tilbage. Fordi jeg har fået den diagnose, så bliver jeg jo sporet ind på det. Når man får en diagnose eller er ude for sådan en traumatisk oplevelse, så bliver det pludselig noget, man har et forhold til, som dukker op engang i mellem. Der er ingen af os, der ved, hvad der sker i morgen, men når man møder en diagnose som sclerose, så bliver man endnu mere bevidst om, hvor skrøbelig man er - og det er mere det, der har sat sig i mig,” siger Mille. 

Det psykiske boblede over

Bevidstheden har sat sig i Mille. Hun har i alle årene siden diagnosen kæmpet med angst, men heldigvis er hun blevet bedre til at håndtere den.

”I starten var det angsten, der bestemte over mit liv. Men jeg kom til at fokusere meget på, at der var noget fysisk galt med min krop, så jeg tog mig slet ikke af det heroppe,” siger hun og sætter en pegefinger i tindingen. Hun fortsætter:

”Der kom bare mere og mere deroppe. Det lå og rumlede rundt. Det var først efter noget tid, at jeg begyndte at gå til psykolog og meditere. Det hjalp på angsten, for det var et spørgsmål om at få italesat, at jeg var bange. Da jeg gjorde det, fik jeg flyttet angsten ud af min krop. Men det har taget tid for mig,” siger Mille. 

Diagnosen der skabte en ny dimension

Det sværeste for hende har været, at diagnosen – om den så passede eller ej – ændrede hendes liv for altid. 

”Det er rigtig svært for mig, at mit liv aldrig bliver det samme igen ... at der er kommet en ny dimension ind i mit liv, som vil være der til jeg dør. Jeg har mistet noget og fået noget, jeg ikke ville have, men som jeg ikke rigtig kan slippe af med - sådan mentalt. Selvom jeg tøjler angsten, så lever den jo i mig, og det vil den nok blive ved med. Det tror jeg, er det, der har været sværest at vænne sig til,” siger Mille.

Selvom diagnosen fylder mindre og mindre for hende, slipper angsten, der kom ud af diagnosen, hende aldrig helt. Men hun har lært at håndtere den bedre.

”Jeg holder fast i virkeligheden”

”Jeg har lært, at kunne stoppe katastrofetankerne, så de ikke får lov til at flyve derud af. Jeg har fået nogle redskaber til at sige: Hov, lige et øjeblik, jeg tror lige, jeg holder fast i virkeligheden, i stedet for at lade angsten løbe af med mig,” forklarer hun. 

Mille har fundet balance. Nu danser hun rundt i Vild med Dans hver fredag, og det gør både godt for krop og sjæl.

”Lige for tiden lever jeg sindssygt meget. Det er så fantastisk. Det er på grund af det dans, det er helt skørt, hvad det kan gøre ved en!”

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.