Gå til hovedindhold

Satspuljemillioner på vej til sclerosehospitalerne

8. november 2016
Kort fortalt

Sclerosepatienter er blandt de grupper, som får glæde af midler fra den netop indgåede satspuljeaftale.

Thumbnail

En ny satspuljeaftale er netop forhandlet på plads i Sundheds- og Ældreministeriet. Med aftalen afsættes der 33 millioner, der skal sikre sclerosepatienter bedre adgang til specialiseret rehabilitering på  sclerosehospitalerne i perioden 2017-2020.

For godt en uge siden meldte regeringen, Dansk Folkeparti og Konservative ud, at de gik til satspuljeforhandlingerne med et fælles ønske om at løfte indsatsen på scleroseområdet. Og det er det nu lykkedes de tre partier at indgå en aftale om med de øvrige satspuljepartier.

”Sclerose har store menneskelige omkostninger, og der er behov for, at vi styrker indsatsen. Og med de ekstra penge kan sclerosehospitalerne give endnu flere mennesker med sclerose en bedre og mere sammenhængende rehabilitering. Jeg har selv besøgt sclerosehospitalet i Haslev og set, hvordan den højt kvalificerede behandling gør en stor forskel for den enkelte patient,” lød sundheds- og ældreminister Sophie Løhdes begrundelse forud for satspuljeforhandlingerne.

Øget aktivitet på sclerosehospitalerne

Helt konkret vil indsatsen for mennesker med sclerose løftes ved at øge aktiviteten på de to sclerosehospitaler i Ry og Haslev med et årligt tilskud på 9 millioner kroner over en 3-årig periode. Det årlige tilskud skal modvirke, at ventelisterne til sclerosehospitalerne vokser sig stadig større som følge af det stigende antal patienter og henvisninger.

Pilotprojekt med kommuner

Ud over det årlige tilskud afsættes der 5,6 millioner til et pilotprojekt mellem sclerosehospitalerne og kommunerne. Pilotprojektet skal give større viden om, hvordan samarbejdet mellem hospital og kommune kan styrkes, så patienterne oplever et bedre og mere sammenhængende behandlings- og rehabiliteringsforløb på tværs af de forskellige sektorer. De sidste ca. 400.000 øremærkes til Sundhedsstyrelsen til opfølgning.

Glæde i Scleroseforeningen

I Scleroseforeningen er glæden stor over, at der er flere ressourcer på vej til sclerosehospitalerne. Pengene er hårdt tiltrængte ifølge direktør Klaus Høm:

”Den specialiserede rehabilitering, man kan få på sclerosehospitalerne og kun dér, er et helt nødvendigt supplement til de øvrige indsatser, der findes for mennesker med sclerose på klinikkerne på landets sygehuse og i kommunerne. På under 20 år er antallet af sclerosepatienter fordoblet, uden at ressourcerne er fulgt med. Det har uundgåeligt resulteret i alt for lange ventelister. Så vi i Scleroseforeningen er meget glade for politikernes anerkendelse af, at der er behov for en styrket indsats.”

Flere kan indlægges hurtigere

Også Sclerosehospitalernes direktør Brita Løvendahl er glad og lettet:

”Vi er fagligt lykkelige over, at vi nu får mulighed for at indlægge flere patienter. Vi har længe været i en situation, hvor mange skal vente alt for længe, og det er frustrerende, fordi vi ved, hvor store konsekvenser det kan have for den enkelte - og deres familier - ikke at få den nødvendige hjælp i tide. Står man i en situation, hvor man ikke længere kan klare sin hverdag eller er truet i forhold til at kunne fastholde sit arbejde eller holde sammen på sin familie, så kan selv få måneder betyde rigtig meget. Med pengene fra satspuljen får vi mulighed for at indlægge flere hurtigere.”

Den gennemsnitlige ventetid på en indlæggelse på sclerosehospitalerne er aktuelt på ni måneder. Hver fjerde patient venter mere end et år. Ifølge Brita Løvendahl vil tilskuddet på 27 millioner kroner til øget aktivitet betyde, at hospitalerne får mulighed for at indlægge i alt 400 patienter mere. Skal ingen patienter vente et år eller mere, har hospitalerne beregnet, at der er brug for et årligt tilskud på 14,7 millioner kr.

Læs hele aftaleteksten for satspuljen på sundhedsområdet her

 

Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.